Du er her: Hjem > Gudstjenester > Prædiken

Prædiken

Det er muligt at læse sognepræst Anders Bo Engrob Jørgensens prædikener her på siden.

 

Sognepræst Simon Fuhrmann arbejder med sin prædiken på en lidt anderledes måde, hvor ikke alt der bliver sagt på prædikestolen, er nedfældet på skrift. Derfor er det ikke muligt ,at offentliggøre Simons prædikener på hjemmesiden.


Prædiken til 3. søndag efter Trinitatis d. 20. juni  – 2021

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer: 747; 658; 634; 888; 68,5; 471

Evangelium: Lignelsern om det forsvunden får og tabte mønt (se salmebogen fra s. 1193)

Prædiken:

Jeg er vokset op ca. 5 km. syd for Haslev i landlige omgivelser. Altså i et landligt lokalmiljø, hvor man kendte næsten alle. Meget spraglet personlighedsgalleri! Jeg skal spare jer for detaljer, men blot fortælle jer om Smedens. De var et midaldrende ægtepar, som altid så lidt snuskede ud. Der stod altid masser af øl på bordet – og jeg var lidt bange for dem som barn. Nogle gange drak de alt for mange øl, hvilket sommetider endte i højlydte skænderier.

Og måske var det efter et sådant skænderi, at min mor så konen gå alene på landevejen en kold forårsdag uden frakke. Hun græd og så forfærdelig ud. Min mor vendte bilen og gik hende i møde, lagde armen rundt om hende og trøstede hende. Hun lugtede langt væk af øl. Jeg tror nok, at hun var hjemme hos os indtil hun var faldet til ro, og blev så kørt hjem igen.

 

Men det, der står mest tydeligt for mig i dette minde, er naboens reaktion: Hun var imponeret over min mor! – for det havde hun aldrig kunne gøre selv! betroede hun mig. For mit eget vedkommende, var det måske første gang, at jeg så mine forældre igennem andres øjne – og fandt ud af, at de var anderledes (på den gode måde, vel at mærke!).

 

Episoden har siden vakt min undren: Hvad var det, der gjorde, at min mor på den måde tog sig af smedens kone, drog omsorg for hende og inviterede hende med hjem? Hvorfor gjorde hun det? Og hvad gav hende overskuddet til at omfavne og vise gæstfrihed mod en person, som de fleste af os nok liiige skulle overvinde nogle forbehold overfor først, inden vi lagde armen rundt om dem?

 

I dagens tekst hører vi om, hvordan toldere og syndere holdt sig nær til Jesus – men ikke nok med det: Han lod dem ikke blot være nær ham; han tog også imod dem, spiste sammen med dem, og etablerede derved et fællesskab med dem.

Det var helt uhørt! Ifølge farisæerne var det vigtigt, at man tværtimod skilte sig ud og afgrænsede sig fra de urene, for at man ikke selv skulle blive besmittet af deres umoralske liv og levned og derved være skyldig i at fordærve landet og nedkalde sig Guds straf. Det var altså vigtigt at markere, hvem der var de rigtige og hvem der var forkerte.

 

Der var noget radikalt over Jesu gæstfrihed over for disse “syndere og toldere”. Det græske ord for gæstfrihed, philoxenía, betyder ordret fremmed-kærlighed. Ordet synes ligesom at rumme et paradoks: Hvordan kan man elske det, man ikke kender, som er fremmed for en?

 

Ganske vist bruger vi ofte ordet “fremmed” om en udlændinge, men i dybere forstand må der udvises gæstfrihed i forståelsen fremmed-kærlighed over for ethvert menneske, idet der altid vil være ukendte eller fremmede sider af et andet menneske – uanset hvor meget vi end synes vi kender dem.

Således kan ægteskabet betragtes som en øvelse i gæstfrihed, for kunsten er netop at beholde bevidstheden om den anden som et mysterium, også selv om vi synes, at vi kender vores ægtefælle ud og ind.

 

Problemet med farisæernes afstandtagen over for disse toldere og syndere er, at farisærene ikke opfatter dem som fremmede i forståelsen af, at de hver især er mennesker med deres eget indre mysterium. Tværtimod ved farisæerne lige præcis, hvem de er!

 

De er ikke spændende eller eksotiske udefrakommende, men tværtimod mennesker, som med deres levevis har dømt sig selv udenfor. Ifølge farisæerne er disse toldere og syndere mennesker, som har forspildt deres chance for at høre med i fællesskabet. Og ved at byde dem indenfor som Jesus gør, blåstempler man derfor også deres syndige og umoralske levevis.

Og det er i den situation, at Jesus fortæller dem lignelsen om det forsvundne får og den forsvundne mønt – to lignelser hvis pointe er at understrege det enkelte menneskes uendelige værdi! At uanset hvor udueligt, oprørsk, håbløst og fortabt et menneske synes at være, så smider Gud, hvad han har i hænderne, og går ud for at lede efter det. Og når han finder det, lyder der festsange i himlen!

 

Og netop lignelsens pointe er en meget vigtig brik i forståelsen af, hvad sand gæstfrihed er, og hvad den udspringer af!

 

Som jeg var inde på før, er gæstfrihed fremmed-kærlighed. Det er at åbne sit hjem op for den fremmede, at invitere en anden indenfor. For at man kan invitere en anden indenfor i sit hjem, kræver det naturligvis, at man har et hjem. Og med et hjem mener jeg ikke kun et hus med fire vægge og et tag. Et hjem er der, hvor man føler sig hjemme. Hvor man føler sig tryg. Har man derimod et hjem, som er præget af utryghed og uro, har man som regel ikke meget lyst til at invitere folk indenfor.

 

Men gæstfrihed er meget mere end det! Jeg vil hævde, at sand gæstfrihed ikke bare består i at invitere folk indenfor i et hus, men også indenfor i sit hjerte. Men her gælder der samme regler: Hvis ens hjerte er præget af utryghed og uro, så har man ikke altid mod på at invitere andre folk ind i sit liv.

 

Og det tvinger os naturligvis til at spørge: Har jeg hjemme i mit hjerte? Har jeg til fulde forstået, at Jesu lignelse om det forsvundne får, rent faktisk handler om mig? At også jeg er uendelig værdifuld for Gud!

 

Og når Gud vil gøre alt for at tage imod mig, at finde mig og at invitere sig selv indenfor i mit liv og hjerte – også selvom det er fuld af rod – ja, så bliver det nemmere for mig også tage imod mig selv. Og når først jeg har lukket Jesus ind, bliver det også nemmere for mig at tage imod andre, lukke dem ind i mit hjerte og i mit hjem – også selvom der er rodet.

Det gælder også, eller måske især, dem, som er fremmede for mig – og måske i særdeleshed også dem, som føler sig som fremmede i vores land, flygtninge som er blevet hjemløse i deres eget land, og som nu er bosat hos os for at finde et nyt hjem

 

Det er som sagt FN’s flygtningedag i dag. Og når vi i dag fejrer gudstjeneste, giver det os en anledning til at overveje, hvordan vi som kristne skal tænke om flygtninge. Og for mig at se er der ingen tvivl om, at en del af opgaven ligger i at udvise gæstfrihed.

Det er en disciplin som ikke primært skal udøves af landets politikere, men af os alle sammen. Det handler ikke så meget om, hvilke meninger vi har om flygtningespørgsmålet, men snarere om, hvordan vi forholder os til den fremmede på vores vej og i vores by.

 

Toldere og syndere holdt sig nær til Jesus.

Jesus ønsker, at hvor han er, skal vi også være…

 

« forrige  |   top  |   næste »
 

Hørup Kirke
Kirken for hele Kjellerup
Kirkebakken 10, 8620 Kjellerup

Kirkekontoret
Kirkebakken 8, 8620 Kjellerup
Mobil 2488 5352
Åbningstider
Mandag: 9-12
Onsdag: 9-12
Torsdag: 14-17
Fredag: 9-12

Kirken er normalt åben i dagtimerne, mandag - fredag mellem 7.00 og 15.00 med mindre der er aktiviteter eller kirkelige handlinger i kirken.


Powered by CMSimple Test | Template by CMSimple | Login