Du er her: Hjem > Gudstjenester > Prædiken > Anders

Anders

Prædiken til  18. s.e. trinitatis d. 15/10 – 2017

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer:

Hørup (med dåb):
750 Nu titte
448 Fyldt af glæde
7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære
889 Du skal elske din næste som dig selv (fra 100 salmer)
2 Lover den Herre

Læsninger: fra side 1265 i DDS. Evangelietekst fra Matt 22,34-46 (om det dobbelte (eller trefoldige) kærlighedsbud)
 

Prædiken:

For et par år siden havde jeg en kollega, som fik en anmærkning fra sin biskop. Årsagen var, at min kollega havde haft et sjælesørgerisk forløb med en kvinde, som havde meget svært ved at acceptere sig selv. Min velmenende og opfindsomme kollega fandt da på den idé, at kvinden skulle sammenkalde sin nærmeste familie og derefter gennemføre noget der mindede om et vielsesritual, hvori hun nærmest blev viet til hende selv – simpelthen for at statuere over for sig selv og omverdenen, at hun nu sagde ja til at være den hun nu en gang var.

Intentionen var for så vidt egentlig god nok, men min kære kollega, skulle nok have valgt en indpakning, der ikke lignede en rigtig vielse til forveksling, hvilket biskoppen måtte påtale over for ham.

 

For nyligt læste jeg, at der pudsigt nok, havde fundet en lignende hændelse sted i Australien.

Selvom det er de færreste der går så langt at blive viet til sig selv, tror jeg alligevel, at vi alle kender nogle, som i større eller mindre grad kæmper med at føle sig elskværdige, kæmper med at acceptere sig selv, kæmper med ikke at føle sig gode nok, pæne nok, kloge nok, attraktive nok til at føle sig elsket af andre og derfor har svært ved også at elske sig selv.

 

Og det at vide sig elsket, er noget vi alle længes efter. For som forfatteren C.S. Lewis formulerer det: Alle elsker at blive elsket!

 

Og her står Jesus i dag og sammenfatter hele Bibelens budskab i to enkle sætning, ved at han byder os, at vi skal elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind og at vi skal elske vores næste som os selv.

 

Jeg spørger bare: Giver det overhovedet nogen mening at byde en person at han eller hun skal elske Gud og elske sin næste som sig selv, hvis vedkommende kun har foragt og selvlede over for sig selv?

Det er jo nærmest som om, at Bibelen forudsætter, at alle og enhver selvfølge elsker sig selv. Min erfaring siger mig dog, at det ikke er så selvfølgeligt for alle…

 

Og dermed stiller dagens tekst os i et valg: Vi kan enten vælge at ryste på hovedet og tænke, at Jesu ord er irrelevante og tåbeligt forældede for os moderne mennesker – og hvad ligner det også at komme her og pådutte mig hvem jeg skal elske! Det skal jeg da selv bestemme!

ELLER vi kan lytte os ind på teksten og måske lade os overraske os over, at Jesu krav om at elske Gud og vores næste i virkeligheden er den eneste vej til sand frihed og dermed en kærlighedserklæring til alle os, som af og til kæmper med at elske os selv.

 

For selvom vi kan støde os på buddet om, at vi skal elske Gud og vor næste og os selv, så er der måske snarere tale om en invitation ind i en kærlig og tryg relation til den levende Gud mere end en løftet pegefinger. Personligt har jeg selv den tillid til, at Guds bud til os mennesker, er invitationer til hvordan vi får et godt liv med os selv og hinanden.

 

Når vi derfor først og fremmest bydes at elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind, er det altså en invitation ind i et relation med selveste kærlighedens kilde. En invitation ind til et nyt liv – for det at elske Gud er egentlig bare at vokse i erkendelsen af Guds evige og ubetingede kærlighed til os.

 

Så måske er det i virkeligheden det, det drejer sig om, når Jesus byder os at elske Gud. Nemlig at tage imod Guds kærlighed. Og erfaringen af Guds kærlighed sker gennem en dybere relation til ham som igen opnås ved bl.a. bøn og stilhed, meditation og bibellæsning og ved at have ham med i vores tanker og med i vores beslutninger.

 

Den positive bivirkning ved på den måde at elske Gud gennem vores søgen og længsel efter ham, er at vi hives ud af vor selvkredsen, hvor det hele drejer sig om mig og mine behov. Og derfor er buddet om at elske Gud så tæt knyttet sammen med buddet om at elske vor næste.

For ved at elske andre, ved at være noget for andre, ved at give ud af min opmærksomhed, min tid, min energi, mine penge – da sker kærlighedens omvendte logik, at jo mere jeg giver, desto mere får jeg.

 

Altså: Ved at Jesus byder os at elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind, da kommer vi i nærkontakt med den eneste rene ubetingede kærlighed, som netop fortæller os, at vi er værd at elske – uanset hvad vi ellers render rundt og føler om os selv.

 

Og heldigvis er vores længsel efter Gud ikke den eneste måde, hvorpå vi kan vise vores kærlighed til Gud på. For Jesus har selv sagt disse ord: “Hvis I elsker mig, så hold mine bud.” De bud, som Jesus byder os at holde, er bl.a. dette: At vi skal elske hinanden. At vi skal elske vores næste. At vi skal møde andre mennesker på samme måde, som Jesus mødte dem, dvs. ikke fordomsfuldt, men som mennesker, der er værdifulde i Guds øjne.

 

Og Jesus går endnu videre: Jesus fortæller os nemlig, at vi netop vil møde ham i mødet med andre mennesker på vores vej, nærmere bestemt i de mennesker, som vi måske mindst venter det: Den traumatiserede flygtning, vores trælse nabo, den unge indvandrerdreng, der sidder i fængsel. Jesus møder os i alkoholikeren på bænken, i kassedamen, der er under oplæring i supermarkedet, i de sørgmodige øjne, der stirrer tilbage på os gennem fjernsynsskærmen…

 

Altså: Når essensen af Guds lov er, at vi skal elske Gud med HELE vores liv, så kan vi godt sætte et forsigtigt lighedstegn til, at vi skal elske vores næste. Dvs. at vi kan vise vi elsker Gud ved at elske vores næste.

 

At elske Gud er altså først og fremmest at vende vores opmærksomhed opad mod Gud, for derved at kunne tage imod hans kærlighed til os. Derved lærer vi at se på os selv og på andre med hans øjne. Og når vi begynder at se verden gennem Guds øjne – eller at have Gud på nethinden – da lærer vi at elske os selv og vi lærer at elske vores næste og derved viser vi, at vi elsker Gud.

 

Prædiken til 8. s.e. trinitatis d. 6. august – 2017

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Tekster: (DDS s. 1215) Jer 23,16-24; Rom 8,14-17; Matt 7,15-21 (Jesus advarer mod falske profeter)

Salmer: (Levring:)
736 Den mørke nat
598 O Gud, du ved og kender
390 Gud, lad dit ord
334 Guds kirkes grund alene

Prædiken:

Falske profeter… det lyder som et levn fra forrige årtusinder eller endnu ældre. Alligevel tror jeg, at vi alle har en fornemmelse af hvad en falsk profet er.

For i en tid hvor vi har adgang til uanede mængder information, men hvor vi også udsættes for “fake news”; i en tid hvor selv præsidenter ikke er blege for af at benytte såkaldt “alternative fakta” og i en tid, hvor vi dagligt er underlagt markedskræfterne, som gerne vil bilde os hvad som helst ind for at vi skal købe netop deres produkt, ja, så er begrebet “falske profeter”, nok ikke et ukendt fænomen for de fleste af os.

Nogle af disse “fake news” og udtalelser fra en hvis præsident med et lige så “fake” hår er nemme nok at afsløre, som værende varm luft og kan indimellem ligefrem bidrage til underholdningsindustrien – hvis det da ikke lige var fordi, manden sad på verdens mest magtfulde post.

 

Men så er der andre budskaber og politiske og etiske dilemmaer, hvor det er langt sværere at skille skæg fra snot. Det kan være alt fra klimakrisen og flygtningestrømme til kostvejledning og børneopdragelse for bare at tage et lille udsnit af problemstillinger, hvor alle fløje på samme tid har fat i den rigtige ende og dog også huser falske profeter og ulve i fåreklæder.

Og hvad skal man selv tro og mene? Og hvilke parametre skal vi anvende, for at kunne vurdere, om et givent udsagn eller stillingtagen er rigtig eller forkert?

 

Det er her, at Jesus gerne vil komme med et godt råd: Kig på frugterne! Hvad er i sidste ende resultatet eller konsekvensen af det ene eller det andet udsagn eller politiske eller etiske standpunkt?

 

Man kan måske synes, at Jesus er lidt skrap at høre på. Men jeg har det sådan, at når Jesus lyder lidt skrap i replikken, så er det nok fordi, at det er vigtigt, det han siger. Fordi han vil det bedste for os mennesker, nemlig at vi skal leve et liv uden frygt og hvor vi i frihed og kærlighed er bundet til Gud og hvor næste.

 

Derfor er det så vigtigt at spørge efter, hvad frugten af et budskab eller et valg vi står overfor, vil være: Sætter det mig fri? Gør det mig til et bedre menneske? Får dette mig tættere på Gud? Får det mig tættere på min næste? Eller afskærer det mig tværtimod fra et liv med Gud, min næste, min familie og måske også mig selv…?

 

Igen: Nogle valg vil være nemme at afgøre vha. disse spørgsmål. For mit eget vedkommende vil der f.eks. sandsynligvis være en del unødvendige impulsindkøb, som kunne undgås på denne måde.

Og så er der de mere brogede situationer, hvor det er sværere at gennemskue.

 

Sådan var det sikkert for Jeremias’ landsmænd. Her stod der to slags profeter, der begge hævdede at have deres budskaber fra Gud, men de stak i hver deres retning. Der var de glade og optimistiske profeter med ja-hatten på: “Bare rolig folkens! Gud skal nok passe på os. Bare lev jeres liv som hidtil. Gud skal nok sørge for fred!” – se, det er et budskab, som vil møde bifald, og som man får gode venner af. Lidt ligesom at tjekke næste uges vejr og der bare står sol og sommer på programmet! Det er det, vil vi have!

 

Men så var der også Jeremias, den sortsynede profet med det dystre budskab: “Nej, Gud vil faktisk lade fjenden trænge ind i byen og erobre den. For det grundlæggende problem er, at vi som folk er blevet ligeglade med ham og hans bud og dermed også ligeglade med de fattige og undertrykte. Vend om fra jeres selviske og uretfærdige levevis, så vil Gud måske skåne jer fra ulykken.” Jeremias svarer til den pessimistiske vejrtjeneste, der igen har sat regn og blæst på næste uges vejr. Det bliver man helt trist til mode af… men vi ved alligevel godt, at vi foretrækker den mest korrekte vejrprognose og ikke kun den, der lover os det bedste vejr…

 

Men hvem ville I foretrække at lytte på? De profeter, som varslede fred og ingen fare? Eller den dystre profet, som sætter fingeren på det ømme punkt i dit liv og som byder dig at prioritere anderledes med dine penge og din tid?

 

Jeg ved godt hvem jeg vil være fristet til at følge… Jeg ved også godt hvilket af de to forskellige gudsbilleder, som bliver præsenteret af de to slags profeter, som jeg egentlig helst vil forkynde fra prædikestolen: den overbærende Gud, som ser igennem fingrene med, at uretfærdigheden i verden tilfældigvis falder ud til min fordel og det nok er derfor, at jeg har så svært ved at gøre noget ved den – og at det bare er helt ok. For Gud er sikkert ligeglad.

Dvs. en gud med lille g, fordi han formes ud fra min mening om hvordan han skal være. En gud der er den flinke, opvartende onkel morfar eller som Alladins lampeånd, som kommer når jeg kalder og som jeg ellers helst ser værende i bagrunden, så jeg kan leve mit liv akkurat som jeg nu har lyst til. Jeg er from nok til at kalde ham for “min herre”, men jeg bryder mig ikke om, at han skal bestemme over hvordan, jeg lever mit liv…

 

Og lur mig, om jeg ikke tidligere har stået her og prædiket denne gud for jer. Og jo, der skal da nok være nogle enkeltdele af dette gudsbillede, som der kan findes bibelsk belæg for, men det er foruroligende, hvor sammenfaldende dette gudsbillede er med de optimistiske men falske profeters gudsbillede på Jeremias’ tid.

 

Og denne indrømmelse kan godt skræmme mig en lille smule. For mødet med Jesu ord i dag kalder nemlig på en selvransagelse: Hvilke frugter producerer min forkyndelse og den måde, som jeg lever mit liv på? Er der kun søde, velsmagende druer og næringsrige figner – eller er det sure rønnebær og tomme kalorier?

 

Jeg har tit tænkt på, om Jesus ikke er lidt for katagorisk her. At det ikke kun er tale om et enten eller: Enten er det god frugt, eller også er det dårligt frugt. Men om der ikke i nogle tilfælde er tale om et “både og”. Vi producerer både gode frugter og dårlige frugter.

 

Og på samme måde med de altid ufuldstændige billeder vi hver især har Gud: De rummer hver især noget sandt i sig, men nogle gange kan vi være så forhippede på at abonnere på et enkelt gudsbillede, at vi formindsker Gud og dermed gør ham til gud med lille g og altså taler usandt om ham. Vi ser måske ikke selv den faldgrube vi er faldet i, men er hurtige til at pege fingre ad andre, som præsentere et usandt billede eller usand tale om Gud.

Derfor er jeg blevet så glad for en bøn af den svenske teolog, Magnus Malm, der lyder:

Herre, du som tålmodigt lyttede til så mange dumheder fra mig uden at afbryde eller at prædike. Lær mig at bevare andre i min stilhed, som fugleunger under vingen indtil de kan flyve.

 

Må Gud se i nåde til alle falske profeter – inklusive os selv! Og må han lede os ad livets vej, så at det bliver til

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

 

Spørgsmål til overvejelse

“Kend dem på frugten” siger Jesus. Er der nogle store beslutninger i dit liv, som skal bedømmes ud fra hvilken frugt de sætter?

« forrige  |   top  |   næste »
 

Hørup Kirke
Kirken for hele Kjellerup
Kirkebakken 10, 8620 Kjellerup

Kirkekontoret
Kirkebakken 8, 8620 Kjellerup
Mobil 2488 5352
Åbningstider
Mandag: 9-12
Onsdag: 9-12
Torsdag: 14-17
Fredag: 9-12

Kirken er åben fra 8 til 15 på hverdage, når kirkegårdenspersonale er på kirkegården. 

Powered by CMSimple Test | Template by CMSimple | Login