Du er her: Hjem > Gudstjenester > Prædiken > Anders

Anders

Prædiken til  18. s.e. trinitatis d. 20. oktober – 2019

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer:

Hørup: 731; 52; 696; 371

Tekster: Se salmebogen s. 1265 (det dobbelte kærlighedsbud

Prædiken:

Er der nogle af jer, der har et godt bud på, hvordan man kan få et godt liv?

Tja, åbner vi postkassen eller avisen strømmer det ud med gode bud – i hvert fald tilbud om alt muligt, som vi ikke vidste vi trængte til og som vil forøge nydelsen i vores liv gøre livet mere komfortabelt. Og så sparer vi penge, så vi har råd til endnu mere nydelse og komfort!

 

Så er der de mere seriøse bud, som sundhedsapostlene kommer med. De har også en række bud på, hvordan vi får et godt eller bedre liv: Spis sundt, vær aktiv og sov godt! Det er jo ret enkle bud – og dog kan det være så uhyre svært for nogle af os at efterleve, da det kræver, at vi skal ændre nogle af vores vaner.

Og hvis vi virkelig vil have et godt liv, kan vi tilføje et moralsk aspekt til vores forbrugsmønster ved at abonnere på den grønne bølge af klimabevidsthed: Så lyder buddet også: Køb økologisk og fairtrade, så du med god samvittighed kan sætte tænderne i din grøntsagsbøf.

 

Men alle disse velmenende og gode bud står og falder med hvordan vi anser budene: Er de blot mulige tilbud – altså noget vi kan vælge til og fra efter forgodtbefindende? Eller er de retvisende påbud, som vi skal følge, hvis vi virkelig vil have det godt i legeme og samvittighed?

 

Sandheden er nok for mange af os, at vi egentlig godt ved, at både budene om kost og forbrug er ret afgørende for vores egen og vor klodes velbefindende. Men i realiteten behandler vi dem som tilbud og gode men ikke nødvendigvis forpligtende råd. Og denne splittelse kan give os dårlig samvittighed og skyldfølelse over ikke at kunne leve op til en ændret adfærd, som eksperterne siger er nødvendige – både for os selv og for vores jord. Og i selvforsvar begynder vi at undskylde os selv eller også stempler vi alle de perfekte sundhedfreaks og klimadukse som hysteriske.

 

Og dette er endda kun to bud, der handler om vores kost og vores klima. Så kommer alle de andre bud om hvordan vi får vores relationer til at lykkes i vores venskaber, familier og ægteskab. Og hvordan står det egentlig til med vores egen psykiske balance? Her står budene også i kø for at gøre os til mere hele mennesker.

 

Der vil måske være få iblandt os, som synes, at de egentlig scorer ret højt i alle disse parametre.

For flere af os, vil vores selvindsigt måske nok byde os at være mere moderate i vores vurdering af os selv. At der er noget at arbejde på!

Og endelig er der måske nogle iblandt os, som kæmper en eller flere kampe for at holde hovedet oven vande for overhovedet at kunne se sig selv i øjnene.

 

For ærligt talt kan jeg sommetider godt blive lidt mismodig over min egen indsats i at følge disse mange bud om hvordan jeg får et godt liv og tilmed lever ansvarligt.

 

Og her står Jesus altså så i dag og disker op med endnu et, nej to, nej faktisk tre bud! Du skal elske Herren din Gud, og elske din næste – som dig selv. Dvs. at det er som om, at Jesus forudsætter, at enhver elsker sig selv, hvilket dermed er grundlaget for, at man skal elske andre.

 

Men hvad hvis man mest af alt er træt af sig selv? Træt af, at man gang på gang kommer til kort i leve op til de mange bud om kost, træning, klimabevidsthed, om at være den perfekte forælder og partner og absolut ikke synes, at man er den bedste udgave af sig selv? Er vi så fritaget fra at elske andre?

 

Og hvad vil det egentlig sige, at vi skal elske Gud? Kærligheden kan vel ikke tvinges – det burde Gud da om nogen vide…

 

Men måske er buddet om at skulle elske Gud ikke bare et blandt mange andre bud, forstået som tilbud, vi kan abonnere på eller lade være. Ifølge Jesus er buddet tværtimod både det første og det største – som om at buddet er det hængsel som alle andre bud i hele Bibelen står og hænger på. Men hvorfor er det så vigtigt? Og hvordan kan vi efterleve det?

 

Måske kan vi se buddet om at elske Gud som en redningsplanke, mere end en løftet pegefinger. Som noget der er så vigtigt, ja nærmest tvingende nødvendigt for os at klynge fast i, for kun ved at lade buddet om at elske Gud være det første og største bud i vores liv undgår vi, at alle de andre bud bliver en klods om benet på os, der gør os mismodige og æder os ind på vores selvværd, når vi ikke formår at efterleve dem til fulde.

 

For det at elske Gud betyder, at vi giver ham noget af det dyrebareste vi har til ham, nemlig vores opmærksomhed, og at vi i taknemmelighed tager imod alt godt fra ham. At elske Gud er først og fremmest en relation mere end en præstation.

 

Gud er kærlighed, står der i Bibelen. Og ved at vi vender vores opmærksomhed mod giveren af alt godt og lader os fylde af hans godhed, hans kærlighed og omsorg for os og responderer i taknemmelighed, viser vi vores kærlighed til Gud. For mødet med og erkendelsen af Gud grænseløse kærlighed for os er i virkeligheden den dominobrik, der får alle de andre brikker til at falde på plads for os.

Vi er elskede af Gud – også selv når vi falder igennem med et brag i vores forsøg på at efterleve alle de andre bud og ikke orker at leve sundt, handle forsvarligt og når vi kommer til kort i vores relationer.

 

Jeg tror, at hvis vi dagligt øver os i besinde os på Guds kærlighed og nåde mod os, så vil vi opleve, at vi gradvist begynder at få et nyt blik på os selv og på verden omkring os. Så begynder vi langsomt at se på os selv og på andre, som Gud ser os og ser på andre. Og det åbner os op mod at kunne omfavne os selv på trods af vores svigt, vores dovenskab, vores temperament og egoisme.

 

Og hvis vi med Guds hjælp bliver bedre til at omfavne os selv, så bliver det også nemmere for os at omfavne andre i deres kommen til kort i livet. Omfavne dem af den simple grund, at de også altid og alle steder står under Guds himmel og er elskede af Gud – lige som os selv. Og ud af taknemmelighed og kærlighed kan det være, at vi glad og gerne forsøger at efterleve nogle af alle de andre bud om sundhed, bæredygtighed og gode relationer. Som en taknemmelighedens lovsang til Gud og som en tjeneste mod andre og vores jord.

 

Lad os bede sammen:

Barmhjertige Gud, Kærlighedens Kilde.

Tak at du byder os at elske dig, for kun i din kærlighed er vi virkelig frie. Tak at du elsker os med en evig kærlighed. Lær os at kende din kærlighed og at tage imod den. Gør vores hjerter varme ved din varme og lad dem banke i takt med dit, så at vi åbner os mod vores nærmeste og vores næste, så at din kærlighed, nåde og barmhjertighed kan strømme igennem os og ud til andre. Vis os hvordan vi i hverdagens mange gøremål kan besinde os og søge din kærlighed. Tak at du vil lade vores gudstjeneste blive et mødested mellem os og dig, så at det bliver til

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

Spørgsmål til overvejelse: Hvad betyder det for dig, at Gud elsker dig?



Prædiken til  17. s.e. trinitatis d. 13. oktober – 2019

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer: 750 Nu titte; 335 Flammerne er mange; 448 Fyldt af glæde; 365 Guds kærlighed ej grænse ved; 477 Som korn fra mange marker; 260 Du satte dig selv

 

Tekster: Se salmebogen s. 1261 (Paulus om Åndens enhed og Jesus helbreder på en sabbat)
 

Prædiken:

Kender I det der med, at man befinder sig med en gruppe af mennesker og pludselig går det op for en, hvor vidt forskellige de her mennesker er for hinanden? Måske har I oplevet det i en lufthavn, hvor kulturelle og etniske forskelle kan være markant tydelige – og alligevel er vi samlet om, at vi alle skal med i samme fly. Eller måske har i prøvet det på jeres arbejdsplads, eller til forældremøde i børnenes klasse eller en tur i Bilka.

 

Under min studietid i København kom jeg i Bethlehemskirken på Nørrebro. Og der kunne man tale om mangfoldighed og diversitet i et fællesskab! Jeg kunne huske jeg en søndag kiggede rundt på de andre, der lige som jeg knælede ved det samme nadverbord: Der sad børnefamilier, unge mennesker med tjek på det hele og ikke tjek på noget som helst. Excentriske ældre kvinder med baggrund i de alternative åndelige miljøer, psykisk syge – og alt derimellem. Og jeg tænkte: “Tak spids! Hvis jeg selv skulle have valgt hvem jeg ville være sammen med, havde jeg nok ikke valgt disse mennesker!” Det strittede jo i alle mulige retninger. Det var svært at få øje på hvad vi havde til fælles – bortset fra, at vi altså var samlet omkring det samme nadverbord i al vores forskellighed.

 

Måske er det samme fornemmelse I har lige nu, hvor I kan sidde og se rundt på de andre her i kirken denne søndag formiddag. Hvad er det, der forener os på tværs af vores forskellige baggrunde, aldre, livssituationer, præferencer, politiske holdninger osv.?

 

Det var nogle af de tanker, som Winnie Rischel, den tidligere sognepræst, delte med os i onsdags til sogneaften i kirkecentret. Til dem af jer, der gik glip af hendes foredrag, vil jeg bare sige: Ærgerligt for jer – det var virkeligt godt!

 

Jeg vil efterfølgende bruge nogle af Winnies indsigter som afsæt for mine egne betragtninger.

 

Winnie påpegede bl.a., at langt de fleste af vores fællesskaber ofte skabes ud fra noget, som vi har til fælles med hinanden – deraf ordet fællesskab. Det kan f.eks. være en interesse man samles om eller måske et meningsfællesskab, hvor vi deler samme ideologi eller værdisæt. Både interessefællesskaberne og meningsfællesskaberne kan være uhyre stærke fællesskaber og forhåbentlig også sunde og inkluderende fællesskaber – især hvis man deler fællesskabets interesse eller mening!

 

Og lur mig om ikke også det kirkelige fællesskab set udefra – og måske også set indefra – ligner et sådant interesse- og meningsfælleskab: Vi er samlet her i kirken fordi vi synes det med Gud og tro og tradition er vigtigt for os – og fællesskabet fungerer bare bedst, når vi også er tilnærmelsesvist enige om hvad vi skal mene om dette og hint og hvordan tingene skal foregå osv.

 

Og når der så kommer folk rendende, som bryder konventionerne og ikke rigtig passer ind i vort interesse- og meningsfællesskab, ja så har vi balladen! Så er der forargelse, strid og splittelse og meget mere af samme skuffe, som man op igennem hele kirkehistorien har døjet med og vi derfor i dag ofte har dybe skel kirkerne imellem. Ja endda så store, at vi sommetider fristes til at mene, at vi har mere til fælles med dem, som slet ikke ser sig selv som kristne frem for vore kristne brødre og søstre i kirken i nabobyen.

 

Og her fremdrog Winnie en vigtig pointe: Det helt særlige ved det kirkelige fællesskab er, at det ikke er – eller i hvert ikke bør være – et interesse- eller meningsfællesskab, men derimod, at fællesskab er konstitueret i noget ”tredje”, noget uden for os selv, nemlig Kristus.

 

Dermed ligger Winnie sig klods op af Paulus og den tekst, som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten. Paulus der til sin død selv kæmpede en brav kamp for at ægge til fred, forsoning og enhed i mange af de menigheder, som han havde plantet gennem livet.

I teksten af Paulus formaner han sine venner i Efesos om, at de skal fastholde Åndens enhed ved at de besinder sig på, at de er ét legeme med samme ånd, og at vi er kaldet til ét håb, én Herre, én tro, én dåb og én Gud.

 

Måske kan man i denne sammenhæng også referere til det, som Jesus siger til sine disciple: “Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer”. Mandatet til at skabe denne enhed af vores forskelle til trods, ligger ikke hos os selv, men hos Jesus.

 

Eller som Winnie udtrykte det: Vi deles om det der er hans. Og så er vi tilbage til nadveren, hvor dette gøres synligt for os: Her sidder vi nemlig bænket ved det samme bord – i al vores forskellighed og diversitet – og modtager alle Jesus legeme og blod og bliver på den måde sammenspist med hinanden på et langt dybere niveau, end sammenholdet i selv det stærkeste interesse eller meningsfællesskab. I nadveren indtager vi Kristus og vi bliver alle ét i ham (som vi sang for lidt siden).

Det samme, som vi lige har været vidne til, da August blev døbt: I dåben dør og opstår vi til et nyt liv med Jesus. Vi bliver så at sige indpodet på ham, som er stammen. Vi bliver et med-lem på Kristi legeme, som får sit fysiske udtryk gennem kirkens mangfoldige fællesskab her på jorden,

 

Derfor er kirkens fællesskab alt for vigtigt til at vi kan sætte det over styr ved at tingene skal foregå på en bestemt måde eller at vi skal være enige med hinanden.

Ellers ender det med at vi bliver som de skumlende farisæere i dagens tekst, som sætter overholdelsen af sabbatten over selve livet. Eller man kan sige, at de sætter formen over livet, over næstekærligheden. Nej siger Jesus et andet sted: Mennesket er ikke skabt for sabbattens skyld men sabbatten er skabt for menneskers skyld.

 

Jesus gav afkald på himlens herlighed og lod sig føde her på jorden og gik den lange vej til Golgata for at lade sig korsfæste for at vi skulle kende tilgivelsen og forsoningen. Både så at vi af ham kan lære selv at tilgive og lade os forsone os med hinanden, så at vi kan leve med og for hinanden i kærlighed og overbærenhed. Men også så at vi – når vi alligevel fejler i alt dette og ender i strid og splittelse – kan komme med vores tomme hænder til ham og få tilgivelsen rakt på ny.

 

Lad os derfor bede sammen:

Jesus, du viste os forsoningens vej. Giv os mod og styrke til selv at gå den i vores relationer til hinanden.

Tak at du giver dig ud af dig selv til os. Lær os at tage imod dig, så at du lever i os og lever gennem os, så at din vilje sker med os og i vore fællesskaber med hinanden. Lær os som din menighed at fastholde Åndens enhed, så at vi bliver ét i dig og dermed overkommer alt det, der ellers kan sætte skel og skabe splid og splittelse imellem os og så at det bliver dig til ære.

 

Spørgsmål til overvejelse ifb. med stillemusik

Hvad kan jeg gøre for at bidrage til enheden i vores fællesskab?



Prædiken til 13. s.e. trinitatis d. 15. september – 2019

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer: 813 (Solen begynder at gløde); 435 (Aleneste Gud); 728 Du gav mig; 889 Du skal elske din næste; 208; 373 Herre, jeg vil gerne tjene

 

Tekster: Se salmebogen fra s. 1239 (Den barmhjertige samaritaner)

Prædiken:

“At elske thi deri er livet.”

I mange år har vi i vores kirkeblad haft en side, hvor en person fra vores menighed skriver om hans eller hendes yndlingssalme. Salmestafetten hedder denne side. I forårsnummeret var det Martin Mose, der skrev om netop den salme, som vi netop har sunget “Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”. Martin indleder med at stille et af menneskedens allerstørste spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Og han kommer frem til, at meningen med livet kan opleves der, hvor kærligheden spiller en central rolle i vores liv. Det kan være i alt fra den dybe, bundløse kærlighed man som forældre kan have til sine børn, til den beruselse, som forelskelsen kan føre med sig, til den slidstærke kærlighed der kan være mellem to elskende, når man ved, at man elsket og anerkendt for den man er, til den varme kærlighed, som kan være i et godt og dybt venskab. Kort sagt: Kærligheden har mange ansigter og kan komme til udtryk på mange planer og måder.

Og derfor var det, at Martin netop valgte denne salme, fordi den på en fin og enkel måde summerer livets fylde og mening op i en enkelt linje: Så lær mig da Herre… at elske, thi deri er livet.”

 

Vi har lige hørt lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Den kender de fleste af os – måske endda ret godt. Men rammefortællingen om denne meget velkendte lignelse udgøres af en dialog mellem Jesus og en lovkyndig. Den lovkyndige spørger: Hvad skal jeg gøre, for at arve evigt liv?”. Der ligger nok et ønske om at få en god anvisning på, hvordan man kommer i himlen i det spørgsmål.

Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt, at Jesus tvister sit svar på hans spørgsmål: Gør det – altså elsk Herren din Gud og elsk din næste som dig selv – så skal du leve! Hvad mon Jesus mener med det? Havde han svaret: “Så skal du nok arve evigt liv”, så var der ligesom et 1:1 forhold mellem spørgsmål og svar. Men det er som om, at Jesus giver et meget større billede af det at elske: Det er ikke kun vejen til himlen, det er selve kilden til livet! At elske er at leve. At leve er at elske. At elske, thi deri er livet.

 

Men den lovkyndige er ikke helt færdig med Jesus: For hvem er så min næste? Jødernes lov, Toraen, var ikke helt præcis på dette punkt. Er min næste kun mine egne landsmænd eller dem, der bor i min by eller hvad? Og så er det at Jesus svarer ved at fortælle en lignelse om en stakkels halvdød mand, som fik uventet hjælp fra en udskældt samaritaner. For det var sådan, at jøder og samaritanere hver især mente, at den anden part var helt galt teologisk afmarcheret og de ikke kunne udstå hinanden!

 

Men hvorfor begynder Jesus at fortælle en lang historie frem for bare at svare på spørgsmålet – det ville da være mere enkelt?

Jeg tror, at Jesus ikke kun gør det for at være pædagogisk. Det ikke kun fordi tilhørerne og os bedre kan huske en historie fremfor et abstrakt svar. Jeg tror også, at det er fordi, at Jesus får sagt en masse andet, ved netop at bruge et billede eller en lignelse. Og selvom lignelsen om den barmhjertige samaritaner er velkendt for mange af os, så kan den stadig overraske og åbne nye døre for usete lag og betydninger i lignelsen.

 

For på den ene side svarer Jesus på den lovkyndiges spørgsmål: Din næste kan være en, som du mindst venter det kan være – f.eks. en udstødt og forkert-tænkende person, som vi ikke bryder os om.

Det i sig selv kan man holde en helt prædiken om. For hvem er det, som vi i dag helst undgår at lege med og som vi mindst af alt vil vente os noget godt fra? Posedamen? Den hensynsløse finansmand, der lænser statskassen for milliarder og sender dem i skattely? Den kriminelle indvandrerdreng? Nynazisten?

 

Men samtidig er det også som om, at Jesus vender hele spørgsmålet på hovedet: I stedet for at være så optaget af hvem vi skal elske, så er det meget mere afgørende hvordan du selv er en næste for andre. Og her står samaritaneren både som et eksempel til efterfølgelse – men også meget mere end det!

 

Jesus omtaler samaritaneren som en, der får medynk med den nødlidende. Det græske udsagnsord der bruges her, består af et navneord, splankna, der betyder indvolde. Man kan næsten fornemme hvordan, at samaritaneren får helt ondt i maven over den nødstedtes situation.

Det pudsige ved ordet er dog, at i de sammenhænge, hvor det ellers bliver brugt i Lukasevangeliet, der er det altid Gud eller Jesus der viser denne medynk. Og det samme gælder Lukas’ brug af ordet barmhjertig – det bruges også altid om Gud.

På den måde bliver Samaritaneren en slags kristusfigur, der afspejler Jesu sindelag. Det er Jesus, der som den barmhjertige samaritaner ikke kan lade være med at hjælpe os, som ligger i grøften og er slået helt ud af livet. Det er Jesus, der om nogen lærer os, at livet udfoldes og bliver til, der hvor det deles ud i kærlighed. Der hvor vi tager os af hinanden og giver os selv lov til at blive rørt – helt ind i vores indvolde – over andres nød og elendighed, frem for at gå udenom og passe os selv.

 

Når Jesus til sidst spørger den lovkyndige om, hvem han mener blev en næste for den, som faldt i røvernes hænder, svarer den lovkyndige: Han som viste ham barmhjertighed. Det gør han sikkert både for at undgå at tage ordet samaritaner i sin mund og dermed ophøje denne udskældte etnicitet, men i og med at han omtaler samaritaneren som den, der viser barmhjertighed, så kvalificerer han også begrebet næstekærlighed – og derfor udfordrer Jesus ham til at gøre ligeså.

 

Og på den måde slås der en krølle på hele samtalen: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Tja, som luthersk kristne vil vi fastholde, at vi ikke kan gøre noget. I den henseende er vi som den nødstedte mand i vejgrøften, som er helt afhængige af, at Jesus, som vores næste redder os, bjærger og løfter os og fører os hjem til vores himmelske far. Men det er som om, at Jesus i dag også siger til os, at hvis du vil virkelig vil mærke dybderne af livet, så skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind og du skal elske din næste som dig selv – f.eks. ved at du fatter barmhjertighed for enhver, som du møder på din vej og som har brug for din hjælp – også selvom det vil korrumperer din dagsorden og du ikke når hen i Bilka inden lukketid og må undvære mælk til kaffen. Gør det og du vil erfare, at livet opnås der hvor det gives og deles.

Og hvis du står der i situationen og synes, at du har svært ved at yde den hjælp det kræves, når medynken overrumples af decideret væmmelse eller du fyldes af opgivenhed over din egen uformåen, så husk på de ord, som vi hørte af Paulus tidligere i Gudstjenesten: Jeg er korsfæstet med Kristus; jeg lever ikke længere selv, men Kristus lever i mig!

Lad os bede:

 

Tak Jesus, at du blev vores næste, som fuld af barmhjertighed møder os, når vi ligger i livets grøftekant og ikke kan magte livet selv. Tak at du viser os hvad kærlighed er og kan være: Lær os, o Herre, at elske – thi deri er livet! Lev i os med din kærlighed, så vore hjerter får fred og banker i takt med dit hjerte og vi bliver dine hænder og fødder, lyttende ører og bærende skuldre for de mennesker, som du sender på vores vej. Amen.

 


 

« forrige  |   top  |   næste »
 

Hørup Kirke
Kirken for hele Kjellerup
Kirkebakken 10, 8620 Kjellerup

Kirkekontoret
Kirkebakken 8, 8620 Kjellerup
Mobil 2488 5352
Åbningstider
Mandag: 9-12
Onsdag: 9-12
Torsdag: 14-17
Fredag: 9-12

Kirken er åben mellem kl. 7-15, hvis kirkegårdens personale er tilstede på kirkegården.


Powered by CMSimple Test | Template by CMSimple | Login