Du er her: Hjem > Gudstjenester > Prædiken > Anders

Anders

Prædiken til 2. s. i advent d. 10/12 – 2017

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Evangelietekst: Lignelsen om de t brudepiger

Salmer: 87 (Det første lys); 84 (Gør døren høj); 886 (Du venter at finde os vågne); 86 (Hvorledes skal jeg møde); 66,5 (Nadver. Lyslevende…); 0 (Når kulden svøber)

 

Prædiken:

Jeg har i dag taget en guitar med. Jeg skal nok skåne jer for at spille for meget på den for jer. Især fordi der er ude af stemning. [pling]

Hvis guitaren her var helt ny, så skulle jeg stemme den ret ofte de første mange gange, jeg skulle spille på den. Hvis jeg bare lod guitaren stå i lang tid uden at spille på den, ville den også ryge ud af stemning. Når jeg så skal stemme den, kan jeg gøre to ting. Jeg kan vælge at stemme den ud fra den selv, dvs. jeg vælger én streng, som alle de andre strenge stemmes ud fra [pling pling]. Problemet er bare, hvis guitaren f.eks. har stået i lang tid, så vil alle strengene være faldet en hel del, og selvom guitaren måske lyder som om den stemmer, vil det lyde ganske forfærdeligt, hvis jeg spillede sammen med andre, fordi den er stemt for lavt.

Derfor er det bedst at stemme min guitar til en grundtone – en tone, som jeg ved har den rigtige frekvens. En stemmegaffel f.eks. [plong pling]

 

Nu tænker I sikkert hvorfor i alverden I er kommet i kirke, for at få en lektion i opstemningen af en guitar.

 

Sagen er, at vi i denne tid befinder os i juletiden… Næh, vent nu lidt! Det gør vi jo ikke. Vi befinder os i adventstiden. Den liturgiske farve for adventstiden er lilla, og den fortæller os, at det er en tid til faste og bod.

Faste… det er næsten helt komisk eller absurd i disse uger, hvor vi allerede er begyndt at svælge os i julefrokoster og konfekt.

 

Men kirkens adventstid er en tid til faste og bod. Det er en besindelsestid og en ventetid. Det er en tid, hvor vi opfordres til at stemme vores hjertes strenge, så at det stemmer overens med Guds grundtone. [plang, pling]

 

Advent kommer af det latinske adventus og betyder komme. I kirken er det en fastsat tid, hvor vi besinder os på Jesu komme. I julen fejrer vi Jesu første komme til jorden. Her brød den almægtige Gud med al menneskelig logik og fatteevne, ved at han lod sig føde på jorden som et skrøbeligt menneskebarn. Gud gik omkring på jorden med os mennesker! Det er i sandhed værd at forundres og glæde sig over hvert eneste år.

 

Men adventstiden vil også pege frem mod Jesu andet komme til jorden – et komme, som vi endnu har til gode. Første gang kom Jesus som en fattig tømrersøn fra bøhlandet i et fjernt mellemøstligt land.

Ved Jesu andet komme, vil han komme med den herlighed, som han har haft før tidernes begyndelse: Der vil han komme som Gud.

Og indtil da, må vi vente. Dvs. at vi indtil hans andet komme befinder os i en venteposition – én lang adventstid, om man vil.

 

Jesu lignelse om de ti brudejomfruer er en lignelse, der handler om denne ventetid. Hvor bliver Jesus af? Har han glemt os? Kommer han overhovedet – eller er det bare tomme løfter?

 

Det er bemærkelsesværdigt, at det både er de kloge og de tåbelige brudejomfruer, som bliver døsige og falder i søvn. De bliver simpelthen trætte af at vente. Men forskellen mellem de to grupper er, at de kloge har forberedt sig på, at det kunne trække ud. De fulgte det gode gamle spejdermotto om altid at være beredt, og havde derfor sørget for at tage ekstra olie med til lamperne, så at de kunne brænde i lang tid.

 

Det er disse kloge brudejomfruers indstilling og mentalitet, vi skal tage ved lære af. Vi skal våge, for vi kender hverken dagen eller timen, lyder Jesu formanende ord til os.

 

Vi skal sørge for at holde os rede; at have olie nok på vores lamper – en sætning der er så kryptisk, at den må konkretiseres, hvis den skal have nogen virkning på os.

 

Havde Jesus levet i dag, havde han måske brugt et andet billede. Måske noget om ti teenagere, der er på tur og kun fem af dem havde sørget for at få ladet deres mobiltelefon helt op med strøm, så at de kunne ringe hjem, når de skulle hentes – eller noget i den stil.

Eller måske brugt billedet af en ustemt guitar, som hele tiden måtte spilles på og stemmes op til grundtonen, for at den kunne lyde godt.

 

At have olie nok på sin lampe; at have ladet sin mobiltelefon ordentlig op; at have stemt sin guitar. Alle samme billeder, der vil mane til besindighed for at fortælle os vigtigheden af, at være “tanket” op af Gud – for at bruge et fjerde billede. Hvad vil det sige at være tanket op af Gud?

 

Jeg tror, at vi her skal have fat i et af kristendommens hovedbudskaber, nemlig at det grundlæggende handler om nærvær: At Gud blev menneske, at han forsonede os med sig selv, at han er med os alle dage indtil verdens ende, at han bor i vores hjerter ved sin Helligånd. Gud er nærværende! Og det er dette nærvær, som skal passes og plejes ved at det først og fremmest begribes. Måske kan man tolke det sådan, at det er nærværet og forbundetheden med Kristus, der er olien i lampen, der er strømmen på vore batterier, og grundtonen vi stemmes efter og brændstoffet i vores gudsforhold.

 

Og bevidstheden om Guds evige nærvær kan begribes, styrkes og plejes i adskillelige sammenhænge.

Nærværet eller relationen til Gud kan opstå, plejes og udbygges når vi samtaler med ham i bønnen – både i den personlige bøn, i den stille ordløse bøn, (i tungetalen) eller i den fælles bøn med andre, som f.eks. her i kirken.

Jeg tror også, at Guds nærvær kan opleves i forundringen over naturen eller i de ting, som hænder os.

Nærværet med Gud findes, der hvor to eller tre kristne brødre eller søstre er forsamlet i Hans navn. Det er når vi mødes her i kirken og fejrer gudstjeneste sammen – som fællesskab – og derved på mystisk vis bliver til Jesu legeme, altså til Guds nærvær på en meget fysisk måde.

Og Guds nærvær konkretiseres, når vi lytter efter hans stemme i mødet med vor næste i dagligdagen, og ser Guds ansigt i vor næstes ansigt. Det sker, når vi bærer gudstjenesten med ud i livet og omsætter Guds kærlighed i handling og virkelighed til glæde og gavn for andre.

 

Og endelig er Guds nærvær at finde, når vi knæler omkring nadverbordet og modtager Kristi legeme og blod. I nadveren konkretiseres Jesu nærvær i vinen og brødet.

 

Ved at opsøge og dyrke og leve i Guds nærvær – eller måske rettere: Ved at være åbne over for den evige strøm af nærvær, som Gud sender mod os, vil vores lamper være tændt, vil vores guitar være stemt, vil batteriet ikke dø ud.

 

Og hvis det bliver vores lod at opleve den dag, hvor Jesus kommer igen, vil vi være rede til at gå ham i møde som hans brud – og vi skal holde et brag af en bryllupsfest i himlen, hvor omkvædet igen og igen vil lyde:

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen,

således også nu og altid

og i al evighed. Amen

 

Spørgsmål til overvejelse:

Hvor fylder du din åndelige lampe op? (Eller: Hvor mærker du Guds nærvær?)


Prædiken til sidste søndag i kirkeåret d. 26/11 – 2017

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer: 732 Dybt hælder året; 46 Sorrig og glæde; 289 Nu bede vi; 370 Menneske din egen magt; Nadver: 68,5; 80 Tak og ære

Tekster: DDS s. 1310. Evangelietekst: Matt 25,31-46 (Verdensdommen)
 

Prædiken:

Der er to begivenheder fra denne uge, som på hver deres måde har gjort indtryk på mig, som jeg vil dele med jer.

Den ene begivenhed er Den Svenske Kirkes beslutning om, at tillade en mere kønsneutral omtale af Gud. At man i stedet for at sige “i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” mere moderat kan sige “i den treeniges Guds navn”. I en tid hvor faderrollen eller faderbilleder for mange forbindes med noget negativ, f.eks. følelsen af fravær eller svigt, kan der godt være noget sjælesørgerisk godt i at udvide gudsbegrebet, så også de feminine aspekter af Gud italesættes. Men ærligt talt så virker det for mig mere som om, at beslutningen mere har rod i en ideologi mere end teologi.

 

En anden begivenhed som gjorde indtryk på mig, var da Simon i fredags bisatte en person, som var blevet fundet død i sit rækkehus i Kjellerup. Man ved ikke hvor længe vedkommende havde været død, men måske helt op til halvanden måned.

Halvanden måned! Det er godt nok lang tid uden, at der har været nogen, der har reageret på dette. Det kunne tyde på, at vedkommende har levet meget isoleret og ensomt – på trods af, at han eller hun var omgivet af naboer.

 

Og nu kommer det store spørgsmål til jer: Hvad mener I, er den største fare for kirken? Hvad er den største trussel mod den kristne kirke?

At svenskerne vil kønsneutraliserer Gud – eller at ingen af os lægger mærke til, at der dør en person i vores nabolag?

 

At svenskerne gør Gud kønsneutral er, så vidt jeg har forstået det, i bund og grund et spørgsmål om ordvalg mere end det er dybdegående dogmatik – men det er dog dogmatik. Og Gud har vist før fundet sig i, at vi mennesker taler mere eller mindre sandt om ham.

 

At der ubemærket dør en person på vejene ved siden af os vidner om, at vi som kirke et eller andet sted har svigtet. Og det er vel egentlig nok kirkens allerstørste fare: At vi glemmer eller ikke gider eller helt vælger at lade være med at gøre det, som Jesus har lært os.

 

For det er netop denne helt konkrete næstekærlighedsgerning, som er omdrejningspunktet i dagens tekst. “Verdensdommen” kalder vi også denne lignelse eller beskrivelse eller hvad det nu er, som Jesus maler for øjnene af sine disciple.

 

Og det er værd at bemærke, at de næstekærlighedsgerninger, som Jesus opremser, hverken er raketvidenskab eller noget, som kun superhelte kan udføre. Det er helt basis behov som mad, drikke, tøj, omsorg og nærvær. Vi kaldes f.eks. ikke til at helbrede den syge, men til at tage os af den syge.

Desuden er det også værd at bemærke, at der tales til en forsamling, et fællesskab, og ikke kun til et individ. Det er ikke mig, som enkeltperson, som skal redde hele verden. Det er et fælles ansvar, vi har som kirke. Det gør det ikke mindre forpligtende, men det gør det måske mere overskueligt…

 

Alligevel må jeg indrømme, at denne tekst er en af de vanskeligere at få helt styr på. Der er så mange storslåede ting i den – og lige så mange faldgruber, som kan overskygge tekstens budskab.

 

Det storslåede og nådefulde budskab i teksten, er, at Jesus i netop denne tekst mere end noget andet sted, identificerer sig fuldt ud med de nødlidende, de ensomme og glemte – alle disse “mindste” og derfor dem, som vi har det med at overse – eller måske helt at undgå.

Det er godt nyt for alle som sulter, tørster, er syge, fremmede og i fængsel: Kristus er nær!

 

Og lige så glædeligt det er, at Kristus går rundt imellem os, lige så alvorligt er dette budskab, da det kalder på en årvågenhed og hensyntagen over for vor næste.

 

På den måde runder teksten om verdensdommen også trinitatistiden af med et brag og sætter to streger under svaret på det spørgsmål, som løber som en rød tråd gennem trinitatistiden, der lyder: “Og hvad så?” Nu har vi fejret jul, påske og pinse – hvad er så konsekvensen af disse begivenheder? Bum! Kristus er midt iblandt os! Lad os derfor elske hinanden i ord og gerning, som Paulus formaner os til i dagen epistellæsning.

 

Og så smides der pludselig en bombe under vores dogmatik: “Hov, har vi ikke lige fejret 500 året for reformationen, hvor Luther gjorde op med en gerningsretfærdighed med de forløsende ord om at “troen alene” virker til frelse? Hvorfor skal vi så forvirres af, at Jesus i dag nærmest siger det stik modsatte?”

Det er den gode gamle diskussion eller måske rettere sagt samhørighed, mellem tro og gerninger: En tro uden gerninger er en død tro. En kirke med den rette dogmatik men uden varme, omsorg og rækken ud mod andre, er en doven og dvask kirke.

Vi er frelst ved tro, ja, og som en naturlig konsekvens af dette giver denne tro sig udslag i næstekærlige handlinger.

 

Og noget lignende er på spil i selve domsaspektet, som hele Jesu fortælling er rammet ind af: Det alvorlige budskab er, at vi alle skal dømmes efter vores gerninger! Det nådefulde budskab er, at det er Jesus der er dommeren og ham, der ved sin egen død og opstandelse formår at dømme os til frihed og liv med ham på den nye jord, som Gud vil nyskabe ved tidernes ende.

 

Prædiken til  19. s.e. trinitatis d.  – 2017

Anders Bo Engrob Jørgensen

Tekster: DDS s. 1269. Evang. Mark2,1-12 (om fire venner der hjælper lam mand til Jesus)

Prædiken:

For ca. ti år siden flyttede jeg fra København til Sorø og fandt mig et værelse på en nedlagt gård, der lå i udkanten af byen. Gårdens ejer boede på første sal, mens hans lejede fem værelser ud i stueplan og kælder. Tro mig, jeg ville kunne underholde jer resten af formiddagen med historier fra denne tid om alle de finurlige mennesker, som jeg nåede at bo under tag med på dette sted. Jeg skal indskrænke mig til kun at fortælle kort om én af dem, nemlig Heidi.

 

Efter et år eller to flyttede Heidi ind på gården. Heidi var samme alder som jeg og var lige så god af sig, som dagen er lang ved midsommertid på Nordkap – der var simpelthen ikke skyggen af ondt i hende. Heidi var det, som man kalder “sent udviklet” og var dermed ikke lige så kvik som andre 30 årige kvinder, hvilket desværre gjorde hende til et nemt offer for andres udnyttelse og en god kunde hos teleselskaberne, som hun ofte købte nye telefoner af for den utrolige billige pris af bare én krone…

 

Mao.: Selvom Heidi var sød, så var hun også lidt tung at danse med. En sen aften efter en alt for lang arbejdsdag tog jeg mig selv i være på vej ud i køkkenet for at hente lidt mad, men da jeg hørte Heidi var derude tog jeg mig selv i prompte at vende om og gå tilbage til skrivebordet for at arbejde videre – simpelthen fordi jeg ikke orkede at hjælpe hende og lytte til hendes mange problemer.

Og jeg skammede mig! Her sad jeg, en næsten færdiguddannet præst, der belavede mig på at holde fine prædikener om næstekærlighed – og så orkede jeg ikke en gang at være der for min nabo, som havde brug for et medmenneske at støtte sig til.

Det skreg jo næsten til himlen af hykleri!

 

I mit stille sind bebrejdede jeg de andre beboere, som på det tidspunkt alle var kvinder i tyverne, at de ikke tog sig mere af Heidi. Men jeg vidste også godt, at de hver især havde sit at kæmpe med i deres liv, og derfor heller ikke havde overskud til at kunne rumme hende.

Min erfaring med at bo sammen med Heidi var, at hun bare var for tung at løfte ene mand. Her skulle der et bærende fællesskab til, som var kendetegnet af fælles omsorg og ansvar – hvilket vi der boede på gården, desværre ikke kunne tilbyde.

 

Måske nogle af jer udmærket kender til denne situation: At der er nogle mennesker i vores omgangskreds, som kan dræne en for energi, hvis man er på tomandshånd med dem. Men men hvis vi som fællesskab forpligter hinanden på at løfte i flok, kan vi sammen tilbyde personen at være der for ham eller hende og tilbyde et trygt sted at være.

 

Sådan har det nok været for de fire mænd, som vi hørte om i dagens tekst, som hjalp deres lamme ven. Jeg kunne forestille mig, at det ville være en alt for stor byrde at være ene mand om at hjælpe en lam, men som fællesskab kunne de sørge for, at deres lamme ven fik en tålelig tilværelse.

 

For mig står disse fire venner som forbilleder på hvordan omsorg, ansvar og mod går hånd i hånd. De drager nemlig omsorg og tager ansvar for deres ven og drister sig til at gå imod alle konventioner og laver et hul i naboens tag i deres iver for at hjælpe den lamme stakkel.

 

Men endnu vigtigere, så ved disse fire mænd, hvor de skal henvende sig med deres ven: De har den tillid, at Jesus kan gøre noget for ham og de lægger ham bogstaveligt talt ned foran Jesu fødder – uagtet at de med deres grænseoverskridende handlen forstyrrer Jesus midt i sin tale til de mange fremmødte.

Men Jesus lader sig faktisk forstyrrer. Og så sker det sælsomme i beretningen: “Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme. ’Søn. Dine synder tilgives dig!’”

 

For alle os, som er børn af individualismen, er det næsten uhørt, at Jesus på den måde går ind og handler i et menneskes liv på baggrund af hans venners tro og handlen. Den lamme mand er en passiv figur i hele fortællingen, men alligevel er det ham, der får i pose og i sæk.

 

Det er vennernes tro og tillid til Jesus, der er den udløsende faktor for at Jesus kan bringe tilgivelse og helbredelse til en hårdt prøvet mand. Og denne næsten provokerende årsagssammenhæng, burde få os til at spekulere over, om vi har fået det samme mandat over for vore medmennesker: At vi – lige som de fire mænd i beretningen – kan bringe andre ind foran Jesus og lade ham gøre sin gerning i dem.

Indrømmet: Det lyder måske sådan lidt voodoo-agtigt på den måde at kunne bede Jesus om at gribe ind i andre menneskers liv – men i kristendommen tror vi heldigvis på en god og nådig Gud og kalder det derfor for forbøn i uselviskhedens tegn…

 

Derfor er beretningen om de fire venner, der løfter deres lamme ven ind for Jesu helbredende kraft også en fortælling, som omhandler os: For hvilken rolle indtager vi i fortællingen?

 

Er vi som de skeptiske skriftkloge, der sidder med korslagte arme og mener at kende alt til virkelighedens kringelkroge og har sat Gud i en solid kasse – og vé den, der kommer og laver om på vores forestilling!

 

Eller er vi som de fire venner, der ud af vores omsorg for andre tager ansvar og tør ser muligheder, hvor andre ser forhindringer? Som måske endda også tør bryde konventioner for at bringe andre mennesker hen til Jesus, som er det eneste sted, hvor der både er tilgivelse og helbredelse at hente?

 

Eller synes vi mest, at vi minder om den lamme mand?

Måske føler vi os handlingslammede og afmægtige over for visse udfordringer i vores liv. Eller måske er vi lammede i vores tro på Guds eksistens eller Guds indgriben. Vores trosmuskel er skrumpet ind til ingenting og er lige så ubevægelig som benmusklerne hos en lam person.

 

I sidste ende vil vi alle kunne identificere os med den lamme mand, når dødens ultimative lammelse har lagt os i en kiste i en forhåbentlig meget fjern fremtid. Og denne kiste vil blive båret af sted af fire venner, eller måske af fire børnebørn, og disse fire vil sætte fire reb i kistens fire hjørner, og sænke den ned i graven. Men det bliver gjort i håbet om, at vi – selv dér – vil blive mødt af Jesu guddommelige kærlighed og lys, og at vi dér vil blive skænket – ikke vort gamle liv igen, men et nyt liv – i Guds lys, i Guds kærlighed, i Guds evighed.

Lad os bede…

 


Prædikenbøn

Jesus

Tak at du ønsker at tilgive, at hele og helbrede det, som smerter i vore liv. Tak at du kom til os på jorden for at vise os Guds hjerte, for at forkynde os Guds nåde, sandhed og kærlighed ind i vores liv.

Vi beder dig: Tal dine livgivende ord til os, når vi lammes af afmagt eller mangel på handlekraft. Sæt os fri og gør os hele, så at vi kan være som de fire venner den dag i Kapernaum, der så deres ven i nød, drog omsorg og tog ansvar for ham og trodsede andres meninger og truende øjne, fordi de ønskede det bedste for deres ven: At også han skulle være hos dig.

Giv os derfor hjerter der længes efter at se dit rige komme til synes iblandt os, og nød os til at lægge andre mennesker ned foran dine fødder i forbøn, så at du kan gribe ind og alle vil sige: Aldrig har vi set noget lignende!

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

 

« forrige  |   top  |   næste »
 

Hørup Kirke
Kirken for hele Kjellerup
Kirkebakken 10, 8620 Kjellerup

Kirkekontoret
Kirkebakken 8, 8620 Kjellerup
Mobil 2488 5352
Åbningstider
Mandag: 9-12
Onsdag: 9-12
Torsdag: 14-17
Fredag: 9-12

Kirken er låst på hverdage i vinter månederne.

Powered by CMSimple Test | Template by CMSimple | Login