Du er her: Hjem > Gudstjenester > Prædiken > Anders

Anders

Prædiken til 1. s.e. Helligtrekonger

d. 13. januar – 2019

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer: 717 I går var hveden moden; 28 De dybeste lag; 335 Flammerne er mange; 419 O Gud hør vor bøn; 139 Hvor stor er dog den glæde; 69 (Du fødtes på jord) v. 5 og 6; 860 Vi finder fred i kirken

Tekster: Se salmebogen fra side 1031. (den 12 årige Jesus i templet)

Prædiken:

Allerførst vil jeg komme med en indrømmelse: Min prædiken i dag er mere tematisk anlagt ud fra temaet om Guds nærvær og handler derfor kun indirekte om dagens evangelietekst om den 12 årige Jesus i templet.

I dagens gammeltestamentelige tekst (ville vi have hørt) hørte vi salmisten udbryde:

Min sjæl fortæres af længsel
efter Herrens forgårde,
mit hjerte og min krop råber
efter den levende Gud.

Vi sang også om det i Jens Rosendals smukke salme

De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor

Bege salmer prøver at sætte ord på en længsel, som de fleste mennesker på et tidspunkt i deres liv ville kunne genkende. En længsel efter forklaring, efter trøst og mening. En længsel som jeg tror på, dybest set er en længsel efter Guds nærvær!

 

I det Gamle Testamente var templet det sted på jorden, hvor Gud på en særlig måde havde knyttet sit nærvær til. Når vi læser om Salomos indvielse af templet, hører vi om, at præsterne måtte gå ud af templet, fordi Guds nærvær i form af en sky var så konkret og så intens, at det fyldte hele templet. Templet var altså på en fysisk måde det sted, hvor Gud boede. Det sted hvor himlen rørte jorden.

 

Før templet blev bygget var Guds nærvær i Tabernaklet under jødernes ørkenvandring med Moses. Tabernaklet var et stort og flot telt, som de kunne slå op lige der, hvor de nu var nået til. Et slags transportabelt tempel, kunne man sige.

 

Derfor fornemmer man også, at der ved Jesu fødsel sker et skifte: Guds nærvær er nu ikke længere kun bundet til et hus af sten, men også til en person: Jesus af Nazaret. Johannes formulerer det sådan:

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os

Ordene “tog bolig” er direkte oversat at “tabernakle”, “slå sit telt op”. Gud er ikke længere skjult inde i et telt eller bag tykke tillukkede tempelmure, men hans nærvær er nu så konkret, at man se ind i øjnene på en person, hører hans stemme, mærke hans berøring.

 

“Det var tider!” – kan man længselsfuldt udbryde. Eller man kan nynne med på Grundtvigs salme:

Øjne, I var lykkelige,
I, som så Guds Søn på jord

 

Men hvad så nu? Hvor finder vi Guds nærvær i dag? Templet er væk. Jesus er faret til himmels. Har vi virkelig kun længslen efter Guds nærvær at holde os til?

 

Nej, historien fortsætter heldigvis efter Kristi Himmelfart og templets ødelæggelse. For pinsedag bliver begyndelsen på en ny tid, hvor Guds nærvær mangfoldiggøres i sit udtryk. Samtidig bliver det også startskuddet til det nye tempel, som Gud selv vil bygge: nemlig kirken.

 

På en særlig måde bliver Guds nærvær knyttet til de mennesker, som samles i hans navn, som hører hans livgivende ord og som forvandles deraf, og som smedes sammen af hans kærlighed til at være hans særlige ejendomsfolk på jorden.

Paulus går så langt, at han rent ud sagt beskriver kirken som Kristi legeme. At selvom Jesu legeme fysisk findes i himlen ved Guds højre hånd, så findes Jesu legeme også på jorden, manifesteret i Guds menighed, i fællesskabet mellem dig og mig – et fællesskab som består af mange forskellige lemmer, men som bindes sammen af Helligånden, så at vi tilsammen udgør ét legeme – Kristi legeme på jord.

Det lyder nærmest helt sekterisk, men ikke desto mindre er det en bibelsk tanke. Og en ret revolutionerende tanke synes jeg! Tænk at vi er Jesu legeme her i Kjellerup/Levring!

Guds nærvær er altså bundet til vores fællesskab med hinanden, i vores omsorg, i vores deltagelse og medleven med hinanden.

 

Guds nærvær er naturligvis stadig bundet i hans ord til os. Det har det altid været – og vil altid være. Guds nærvær er også bundet til kirkens sakramenter, til dåben og nadveren.

 

Det er Helligånden, der formidler os Guds nærvær. Helligånden fik vi i dåben som et pant eller en slags forudbetaling for det, som venter os i fremtiden. Dvs. det Guds nærvær, som bor i os, er blot en flig af det nærvær, som venter os på den anden side af dette liv.

 

Helligånden bor altså i os. Dvs. at Guds nærvær er i os. Og jeg tror, at der er lige så mange måder at opleve Guds nærvær på, som antallet af mennesker på jorden.

Vi er nemlig alle forskellige, og vi oplever alle forskelligt. Nogle af os oplever Guds nærvær i store karismatiske oplevelser som f.eks. til lovsange med rytmisk musik. Nogle af os oplever Guds nærvær i en stille gåtur i naturen, oplever det i en fortrolig og dyb samtale, eller vi mærke Guds nærvær som et lille prik på skulderen i hverdagen, hvor vi pludselig forundres over livets store mirakel måske i en tilsyneladende banal tilfældighed.

Nogle af os kan opleve Guds nærvær i en gammel salme af Kingo, i et smukt stykke musik, når vi er kreative, eller i vores sovende børns vejrtrækning. Vi mærker måske hans nærvær i solsortens sang, i en andagtsfuld bøn eller meditation eller i en tid til eftertanke, som en særlig fred eller glæde eller i en kærlig vens omsorg osv.

Og der er sikkert også nogle af os, der har prøvet at opleve et glimt at Guds nærvær i gudstjenesten: I ordene vi hører, i salmerne vi synger, i det lille barn, der døbes, i brødet og vinen der rækkes os og i velsignelsen som strømmer os i møde og i fællesskabet med kristne brøde og søstre.

 

Guds nærvær forvandler os! Ligesom offeret der blev bragt til alteret i templet blev forvandlet i mødet med ilden, sådan forvandles vi også af Guds nærvær. Forhåbentligvis ikke lige så dramatisk, men pointen er, at det er ilden eller Guds nærvær, der forestår forvandlingen. Vores opgave er at bringe det ind foran Gud.

Vi har ikke brug for at ofre døde ting til Gud for at formilde ham, ligesom det var funktionen i templet i Jerusalem. Men Paulus opmuntrer os til at bringe os selv, som levende og hellige ofre for Gud. Det handler ikke om at fortjene os til at blive gode nok, men det handler om deltagelse. Deltagelse til at være i Guds nærvær og derigennem lade sig forvandle.

 

Det kan måske lyde farligt – og der er da også forbundet en hvis risiko ved det: Der er nogle ting i os, som vil blive forvandlet i mødet med Guds nærvær. Det kan være det er indgroede vaner vi skal gøre op med, dårlige tankemønstre, indre brudthed, bitterhed eller selvmedlidenhed. Det kan være vi kæmper med et dårligt selvværd og alle de forsvarsmekanismer, som følger af det. Og vi kan frygte, at det vil gøre ondt, eller at vi mister noget af os selv, som vi ikke vil give afkald på, når vi bringer det ind foran Gud.

For der er altid en risiko ved at bringe levende ofre: De har ofte en tendens til at kravle ned fra alteret igen! Men vi må have tillid til, at Gud vil os det godt, at det, der skal forvandles, sker i vores individuelle tempi og at han vil lede os igennem processen.

 

Det kan også være at man sukker og tænker: “Åh nej. Endnu en af disse “tag dig nu sammen med dit kristenliv” prædikener. Jeg orker det simpelthen ikke!” Måske hører man ordene om at søge Guds nærvær som endnu en ting på sin to-doliste. Som om at kristendommen reduceres til et selvhjælpskursus i hvordan man fikses – hvis man altså bare tager sig sammen!

Her er svaret en smule modsætningsfyldt: Ja, på den ene side fordrer det noget af dig! Det kræver nemlig en søgen, en aktiv venten, en længsel, en åbenhed. Mao. det kræver din opmærksomhed! (som nogle af jer også hørte om til foredraget i Ans i onsdags – reklame!)

 

Men på den anden side kan man også sige: Det kræver ikke noget af dig, for det kræver egentlig kun, at du kan tage imod. At du tør vente. Tør være ærlig. Tør være dig! Og vi kan læne os op ad Paulus’ opmuntrende ord om at Gud selv “som har begyndt sin gode gerning i jer, også vil fuldføre den”.

 

Denne prædikens pointe formuleret som en udfordring er altså: Hvor og hvordan oplever du Guds nærvær? Og på hvilke områder i dit liv oplever du at Guds nærvær forvandler dig?

 

Nu tænker I sikkert: Hov, hvor blev evangelieteksten af i denne prædiken? Bare rolig, den får i serveret som smuk poesi af Kingo lige om lidt, når vi skal synge sammen igen. Her lader Kingo elegant Jesus være manifestationen af Guds nærvær og afslutter salmen med en bøn om, at vi må være som templet, der denne dag får besøg af Jesus, som dermed bringer os Guds nærvær. Lad os bede sammen:

 

Bøn ifb. med prædikenen

O tempel, hvor din lykke
på denne dag er stor,
at Jesus selv vil smykke
din helligdom og kor!
Gid hjerterne kun ville
modtage ham med tro,
når han, al nådes kilde,
i dem vil gerne bo.

Almægtige Gud

Tak at du kom os mennesker nær. Tak at du ønsker at tage bolig i vore hjerter og dér formidle dit evige nærvær med din livsglæde, din passion og kærlighed og med din fred, der overgår enhver forstand.

Tak Jesus at du allerede som 12 årig viste os, at det er godt og nødvendigt for os mennesker, at søge Guds nærvær.

Derfor beder vi: Gode Gud, tag imod vor længsel efter dig. Led du selv efter os, når vi synes vi ikke kan finde dig og vi er kommet en dagsrejse væk fra dig. Vend os om til dig – og kom os i møde.

Amen

Spørgsmål til overvejelse

Hvor og hvordan oplever du Guds nærvær? Og på hvilke områder i dit liv oplever du at Guds nærvær forvandler dig?


Prædiken til  Helligtrekongers søndag d. 6. januar – 2019

Salmer: 712 Vær velkommen; 362 Gør dig nu rede; 98 Det var ikke en nat; 419 O Gud hør vor bøn; 136 Dejlig er den himmelblå; 69 v. 5-6 (fra Du fødtes på jord); 62 Jesus det eneste

Tekster: Se salmebogen s. 1025 (de vise mænd fra Østerland opsøger og finder Jesusbarnet i Betlehem)

Prædiken:

Gaver! Det er noget, som vi alle kan relatere til og som vi alle kan lide.

I enhver gaveudveksling vil der altid være en afsender, en modtager og en indbyrdes relation mellem disse to.

 

Tag f.eks. en dyr legetøjsbil der larmer: Afsenderen er formodentlig en glad voksen, der sandsynligvis ikke er barnets forælder! Modtageren er sandsynligvis et barn. Relationen er altså en voksen, som måske kender barnets ønsker, og vil barnet noget godt.

Eller en gave med noget frækt undertøj. Afsender, modtager og relation må I selv digte jer frem til…

 

I dagens tekst hører vi om vise mænd fra Østerland. Måske var de tre – de havde i hvert fald tre gaver med. Disse vise mænd har ved at sammenholde sære astronomiske fænomener på stjernehimlen med gamle profetiske skrifter – som måske var et levn fra den tid, hvor jøderne var i eksil i Babylon – fundet frem til det nyfødte Jesusbarn i Betlehem. Og her forærer de tre udvalgte gaver: guld, røgelse og myrra, som på en særlig måde kan fortælle os noget om især modtageren, Jesus, og hvilken relation til Jesus disse vise mænd udviser.

Den første gave vi høre dem frembringe er guld.

Guld er kostbart og derfor noget, som ofte kendetegner rigdom og magt – altså noget, som man giver en rigtig konge. Det er formodentlig også derfor, at de vise mænd i første omgang naturligt nok opsøger Kong Herodes for at høre, om det er i kongepaladset, at jødernes nyfødte konge er født.

Da Herodes hører om de vise mænds ærinde bliver han forfærdet – for han kender ikke noget til en nyfødt konge. Det var jo ham der var jødernes konge! Hvad ligner det at komme her og true ham på magten?

Set ud fra den vinkel er der noget meget menneskeligt i Herodes’ reaktion, for mon ikke mange af os også reagerer med forfærdelse, når vi oplever, at vores magt og vores selvbestemmelse er truet?

Forhåbentlig er vi ikke så grufulde som Herodes, der beordrer det forfærdelige barnemord i Betlehem for at sikre sin egen magt.

 

Men det at anerkende Jesus som konge, som Herre sættes på spidsen af de første kristne, der havde denne ultrakorte, men også ultraprovokerende trosbekendelse, der i al sin enkelhed lyder: Kristus er Herre! Dermed proklamerede de for det første, at kejseren  Rom ikke var deres ultimative Herre og for det andet, at de heller ikke selv var det, men at de således havde overgivet deres liv til Jesus.

 

Når de vise mænd således giver guld som gave viser de, at de anser modtageren, Jesus som deres konge. Og relationen mellem dem afspejles i, at de falder ned og tilbeder Jesus i overgivelse.

Guld – konge – overgivelse.

 

Det afføder naturligvis spørgsmålet til os, om vi også anser Jesus for at være vores konge, vores Herre? Det kan mange af os måske umiddelbart sige ja til, men måske også uden, at vi ikke har beregnet konsekvenserne. For hvad stiller vi op, når vores kære statsminister i sin nytårstale påpeger, at vi som danske borgere selvfølgelig skal adlyde verdslige love mere en religiøse? Og hånden på hjertet: Er Jesus den, der har det afgørende ord i vores beslutninger og prioriteter? Kan man bekende Jesus som sin herre uden også at overgive sit liv til ham?

Der er masser ar sprængstof i disse spørgsmål. Heldigvis har vi resten af kirkeåret til at fordybe os i disse – og prøve at udleve det…

 

Den næste gave vi hører om, er røgelse. Røgelse blev brugt, og bruges stadig, i forbindelse med bøn – for jødernes vedkommende var det i templet, hvor det var præstens funktion at være en slags mellemmand mellem Gud og mennesker. Én gang om året skulle ypperstepræsten gå ind i det allerhelligste i templet, der hvor Pagtens Ark stod og bringe ofre til Gud for derved at sone folkets synder og blive forsonet med Gud.

I Hebræerbrevet kan man læse om, hvordan Jesus er blevet vores ypperstepræst. Jesus sonede vores skyld og skam – ikke med blodet fra et dyr, men med sit eget dyrebare og guddommelige blod, da han blev henrettet på korset. Derfor har denne forsoning nu universel virkning og virker til alle tider. Så når Jesus får røgelse i gave, forudgriber de vise mænd Jesu rolle som den ypperste ypperstepræst, der træder ind foran Gud på vore vegne og giver sit eget liv. Derved viser Jesus Guds enorme kærlighed og tilgivelse – den tilgivelse, som bliver udgangspunktet for, at vi også kan tilgive og lade os forsone med vore medmennesker.

 

Når de vise mænd altså giver røgelse til Jesus peger denne gave altså på, at de ser Jesus som den præst, der tilvejebringer Guds tilgivelse og som viser os tilgivelsens vej, som også vi skal gå på.

Altså: Røgelse – præst – tilgivelse.

 

Igen er spørgsmålet til os i dag, om vi også lever i denne tilgivelse? Tror vi virkelig på, at når vi beder Gud om tilgivelse, så er den allerede givet os, idet Jesus tog skylden på sig på korset langfredag? Eller hænger vi stadig fast i skylden og skammen over vores fejl?

Eller når vi i Fadervor beder: “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Er Guds tilgivelse da betinget af om vi formår at tilgive andre? Nej, ville vi måske sige, men når vi læser Jesu egen kommentar til fadervor, er billedet alligevel ikke så entydigt…

Så også et emne som tilgivelse rummer på én gang både noget kontroversielt og noget enormt frisættende over sig. Heldigvis har vi resten af året til at fordybe os i det og prøve at udleve det…

 

Den sidste gave vi hører om, er myrra. Myrra er en udsøgt og velduftende harpiks fra et træ. Det blev bl.a. brugt i salver, bl.a. når man salvede et lig. På den måde peger myrraen frem mod Jesu død og opstandelse. 

Myrra blev også anvendt i de salver, som man salvede profeter og konger med på det Gamle Testamentes tid. Salvelsen var da en symbolsk handling på, at man blev særligt udrustet af Gud til den opgave, som man havde fået betroet. Senere i oldkirken, blev salvelsen naturligt nok koblet sammen med Helligåndens udrustning af den, der skulle indsættes i en opgave i kirken.

Som I nok er klar over, får Jesus den græske titel Kristus, som svarer til det hebraiske Messias, som betyder “den salvede” – dvs. den person, som ifølge profetierne i det Gamle Testamente er specielt udvalgt til føre Guds frelsesplan igennem på et givent tidspunkt i historien, når tiden var inde.

 

Myrraen peger dermed også frem mod Jesu profetiske rolle. En profet er en, der vejleder andre, så de lever mere selvhengivent efter Guds vilje. Sommetider sker denne vejledning gennem opmuntring og trøst, lige som Jesus også gjorde i hans møde med fattige, syge og dem, der var udenfor det gode selskab. Sommetider måtte profeterne skrue bissen på for at råbe folk op i deres hjertes forstokkethed, så at de kunne vende om fra deres ignorante og selviske levemåde. Akkurat som når Jesus f.eks. revser farisæerne, som tror, at de har deres på det tørre og dermed holder andre udenfor. Men både opmuntringen og revselsen sker ud af Guds kærlighed, som når gode forældre opdrager på deres børn, så at vi lever mere selvhengivent for Gud og for andre.

Så myrraen peger på Jesus som profet, som kalder os til et liv i selvhengivelse.

Spørgsmålet til os er hvilken profetisk røst vi har brug for at høre talt ind i vores liv og levemåde, så at vi lever mere selvhengivet for Gud og for andre? Har vi brug for Jesu blide, opmuntrende og trøstende stemme? Eller har vi mere brug for at få et los bagi, så vi griber i egen barm, kommer op af stolen og i højere grad begynder at leve som lysets børn og hengiver os til Guds vilje med os?

 

De tre gaver, guld, røgelse og myrra peger frem mod Jesus som konge, som præst og som profet og udfordrer os til at leve et liv i overgivelse, i tilgivelse og i selvhengivelse.

Godt nytår – lad os se at komme i gang.

Lad os begynde ved at bede sammen:

 

Prædikenbøn

Jesus, tak at du lod dig føde på vores jord.

Tak at du er vores konge, vores Herre, som ønsker at sætte os fri ved at vi overgiver os til dit herredømme.

Tak at du er vores ypperstepræst, som har vist os tilgivelsens og forsoningens vej. Giv os mod til at gå samme vej som dig.

Tak at du er sandhed og taler sandhed ind i vores liv. Lær os at høre kærligheden i dine ord til os, hvad enten det er gennem blide og opmuntrende ord eller gennem de hårde ord, så at vi lever i selvhengivenhed for dig og for vores medmennesker.

Som de vise mænd ønsker vi at opsøge dig i det nye år. Tag imod vore gaver, som er vores længsel efter se mere af dig i vore liv, i vort samfund og i vor verden, så at det over hele jorden forenes i en lovsang til dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

 

Spørgsmål til overvejelse ifb. med stillemusik

Overgivelse, tilgivelse, selvhengivelse. Hvilket et af disse tre ord, tager du med dig ud af kirken i dag?

 

« forrige  |   top  |   næste »
 

Hørup Kirke
Kirken for hele Kjellerup
Kirkebakken 10, 8620 Kjellerup

Kirkekontoret
Kirkebakken 8, 8620 Kjellerup
Mobil 2488 5352
Åbningstider
Mandag: 9-12
Onsdag: 9-12
Torsdag: 14-17
Fredag: 9-12

Kirken er låst med mindre der er kirkelige handlinger eller aktiviteter.Dette er gældende frem til sidst i marts 2019.


Powered by CMSimple Test | Template by CMSimple | Login