Du er her: Hjem > Gudstjenester > Prædiken > Anders

Anders

Prædiken til 2. påskedag d. 22. april 2019

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer: 408 Nu ringer alle klokker; 218 Krist stod op; 828 Det er påske alting springer ud; 249 Hvad er det at møde; 233 Jesus lever (nadver); 236 Påskeblomst

 

Tekster: Se salmebogen s. 1125. Evangelietekst: Emmausvandringen.

 

Prædiken:

Der, søndag formiddag sammen med alle de andre valfartere gik der to ensomme og nedtrykte mænd. På vej væk fra Jerusalem. Væk fra skuffelsens, smertens og fortvivlelsens by. Det havde været den mest tommulte påske de nogensinde havde oplevet. Det skulle have været så godt, men så blev det faktisk skidt. Rigtig skidt endda.

Det var kun en uge side, at de havde gået sammen med Jesus ind i Jerusalem – den stolte kongeby – og havde hyldet Jesus sammen med den talrige folkeskare: Nu var han her! Endelig! Den ventede Messias. Guds udvalgte og salvede konge, som ville genoprette Davids kongerige. Men alle disse håb blev latterliggjort, da Jesus hang magtesløs på korset, slået, spottet – og til sidst døde. Selvom der nu var gået to dage, var de stadig i en langfredagsstemning.

 

Og nu vidste de overhovedet hverken ud eller ind. Så de gik. Disciplene var med andre ord desillusionerede.

Når man er desillusioneret er man uden illusioner, dvs. man er uden forestillingsevne. Man kan ikke forestille sig nogen anden virkelighed. De er med andre ord forblindede. De stirrer ned i jorden og har samtidig stirret sig blinde på skuffelsen over Jesu død. Deres virkelighedsforståelse er statisk og urokkelig – lidt som når et skærmbillede har brændt sig fast på computerskærmen og derfor vil være at se, selvom skærmen er slukket.

I deres verdensbillede var en død mand en død mand. Færdig. Bum. Der er ikke mere at sige til det. Og alligevel går der løse rygter om, at Jesu legeme er væk og at en forvirret kvinde har set ham. Det er mystisk og det gør bare meningsløsheden endnu mere meningsløs.

 

Men lige der i deres sorg og i den knugende meningsløshed er der en fremmed, som slår følge med dem. Som trænger sig på og drister sig til at blive en del af deres indbyrdes samtale. Ham, den fremmede, må have virket tillidsvækkende siden disciplene deler deres bekymringer med ham. At de ikke genkender Jesus med det samme er selvfølgelig lidt af en gåde, men alene tanken om, at de skulle møde Jesus lyslevende var for dem sikkert helt utænkeligt.

 

Kunne Jesus da ikke bare bekende kulør med det samme og sige: Her er jeg? Jo, men det gør han åbenbart ikke. For måske er der en helt særlig grund til, at de ikke genkender ham: Deres øjne holdes lukkede med vilje. Jesus ønsker at de skal se sammenhængen, se mellemregningerne før de når til konklusionen eller det endelige resultat. Og så begynder Jesus at udlægge skrifterne for dem.

 

Og her er vi nået til et af de steder i Bibelen, hvor vi må tænke: Hov! Hvorfor har disse disciple ikke skrevet Jesu tale ned? Helt ærligt, så synes jeg det kunne være enormt smart af Jesus, hvis han havde sørget for, at de lige tog et par noter undervejs og publicerede det i en troslære. Tænk sig hvis vi havde tilgang til Jesu egen udlægning af hvordan Det Gamle Testamente peger hen på Jesus. Men den tale mangler. Det kan jeg godt ærgre mig over.

Men måske er denne tale af Jesus ikke skrevet ned fordi Gud sjældent bruger discountfærdigpakker. Det er sjældent, at vi får lov til at hoppe over hvor gærdet er lavest og få alle svarene på tilværelsens store spørgsmål serveret på et sølvfad med sort hvide forklaringer bundet fint ind i en bog.

 

Og det er måske også her, at beretningen om disciplene på Emmausvejen krydser vores spor: Sommetider skal vi ud på en vandring, hvor svarene gradvist gives os som brikkerne til et puslespil. Men 10-øren faldt først for disciplene, da de inviterede Jesus med indenfor og han brød brødet og gav af sit nærvær. Da åbnedes deres øjne og de så eller indså, at Jesus havde været med dem hele vejen.

 

Så når Jesus ikke giver sig til kende overfor dem lige med det samme, kan det bl.a. have noget med at gøre, at disciplene har svært ved at omstille sig til en anden virkelighedsforståelse end den, som verden omkring dem havde bildt dem ind. Nogle gange trænger vores verdensbillede til at blive opgraderet til Guds version, så at vi ser verden, som Gud ser den og giver Gud lov til at være Gud, der kan handle uafhængigt af fysikkens og logikkens love. Eller handle på anden vis, end vi kunne tænke os, han gjorde.

Og denne opgradering sker sjældent fra det ene øjeblik til det andet. Det er nemlig oftest en vandring fra et sted til et andet, som vi skal foretage os gradvist. En vandring der både kan indeholde rationalistisk kundskab og indsigt samt et troens øje, der ser mere end bare små stykker brød og lidt vin elle druesaft på et alter i en kirke.

 

Påskens budskab er så radikalt anderledes, end det, som vi kan sige os selv. Derfor har vi brug for hvert år at gennemleve hvedekornets proces, når vi fejrer påske: At noget i vores virkelighedsforståelse skal dø, for at noget andet og meget større kan blomstrer op.

 

For disciplenes vedkommende forlod de et Jerusalem, der for dem var en sorgens og meningsløshedens by. Men efter mødet med den genopstandne frelser, hvor tiøren gradvist faldt for dem, vendte de tilbage hvorfra de kom. Og nu var Jerusalem pludselig blevet håbets, meningens og opstandelsens by.

Det der ser håbløst ud kan i Guds optik pludselig give fornyet mening.

 

Påsken udfordrer os på vores åbenhed: Måske er det ikke kun dødens grav Jesus kom for at åbne, men også vores begrænsede måde at se verden på. Jesus sprængte dødens bånd, og dermed viste han, at han også kan sprænge vores mismod og desillusion.

 

Og det er godt at huske på for alle os, som befinder os på hver vores Emmausvej. For mit egent vedkommende har jeg været igennem en periode med manglende bønnesvar. Jeg synes ellers, at det jeg bad om måtte være helt i tråd med Guds gode vilje for os mennesker. Men min søster har ikke oplevet fremgang i hendes hjernerystelse, hvilket har sat hende af arbejdsmarkedet – sandsynligvis permanent – og min gode veninde står stadig uden job. Det er anfægtende og desillusionerende for min tro. Så i den henseende er jeg endnu på min Emmausvej.

Min fristelse er, at jeg nemt kan blive kynisk eller ligegyldig i mit gudsforhold, når jeg synes at Gud ignorer mine og andres intense bønner. Udfordringen for mig er derfor at bevare samtalen og bønskampen med Gud. Og forhåbentlig vil vi nå frem til en påskemorgen, hvor 10-øren falder på plads og hvor livet og livsglæden atter kan folde sig ud.

 

Dagens beretning om de to disciple udfordrer os altså på dette spørgsmål: Hvad er din Emmausvej? Hvad slås du med for tiden, som umiddelbart ser ud som en blind vej. Er du på vej væk fra noget, som ikke giver mening – dit sorgens Jerusalem? Men endnu vigtigere er det at spørge: Giver du andre lov til at slå følgeskab med dig? Og må de udfordre dig i din virkelighedsforståelse?

For måske er det Jesus du møder på din vej – og måske er han den, som du mindst af alle ville forvente han var. Men i hans nærvær kan vi se tilbage på vores Emmausvej i opstandelsens klare lys.

 

For Kristus er opstanden – ja, sandelig opstanden! Glædelig påske.

 

Lad os bede:

Herre Jesus.

Tak at det atter er blevet påske. Tak at du åbnede en vej gennem gravens mørke og ud til det evige liv med dig og din far.

Vi beder dig: Mød os i vores sorg. Mød os, når vi er fortvivlede og desillusionerede og ikke kan se andre udveje. Kom du selv og slå følgeskab med os på vores livsvandring. Og lær os at genkende dig, når vi ser dig give ud af dig selv for andre. Herre, åbn vore øjne, så at vi ser dig i andre mennesker. Og udrust os som dine hænder og fødder, så at vi kan slå følgeskab med andre, som er desillusionerede, udbrændte og mismodige, så at påskens sejrrige budskab også kan få deres hjerter til at brænde af fornyet lisglæde og livsmod og så vi alle kan sige:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen,

således også nu og altid

og i al evighed. Amen

 

Til eftertanke:

Hvor befinder du dig, på din Emmausvandring?



Prædiken til skærtorsdag d. 18. april – 2019

Anders Bo Engrob Jørgensen

Salmer: 471; 335; 0 (Skaber-gud, af samme jord); 476; 192,7

Tekster: Se salmeborgen s. 1104

Prædiken

Der sidder de. De tolv disciple. Jesus virker bedrøvet og samtidig så fuld af kærlighed, som de sjældent har oplevet ham. Som når man bliver ekstra rørstrømsk over for sine kære lige inden afrejse. Stemningen er en kende anspændt. Han har også lige irettesat nogle af kværulanterne, som igen-igen diskuterede med hinanden om, hvem af dem, som var den mest betydningsfulde. Og Jesus viste moddemonstrerende for dem ved at vaske disciplenes støvede fødder, at den største blandt dem, er den, som tjener. Av, det var næsten pinligt. Og nu afslører Jesus, at én af dem vil forråde ham til hans fjender i aften. Og at selv Peter – gode trofaste Peter – vil være helt derude, hvor han vil fornægte kendskabet til sin bedste ven. Og at alle de andre vil lade ham i stikken, forlade ham. Ja, de ikke engang formå at holde sig vågne og bede sammen med ham i den stund, hvor han allermest har brug for deres støtte.

Ja, det er en køn blanding af svigtende mennesker.

Alligevel deler Jesus brødet og vinen, ja, deler ud af sig selv, til disse feje mennesker. Og til os. For jeg må ærligt talt indrømme, at jeg snildt kunne indtage en af disse disciples roller. For jeg kender til følelsen af hvordan modet kan svigte i en presset situation.

 

Men sådan er Jesus. Jesus skeler ikke til modtageren. Her ved det sidste aftenmåltid, som han deler med sine venner, er det hele koncentreret om ham. Han er afsenderen. Brødet er hans legeme. Vinen er hans blod – uagtet hvem det end er, som modtager det og spiser det. Filip, Andreas, Johannes, Peter. Ja selv Judas…

 

Det lyder jo meget godt. Men det er sværere at sige ja og amen til end som så. For mon ikke mange af os kender til den bittersøde fornemmelse af retfærdighed, når de onde får deres velfortjente straf og de gode deres belønning?

Tag nu bare den seneste uges optøjer på Nørrebro, hvor en provokatør som Rasmus Paludan i ytringsfrihedens navn bevidst ægger til hadefulde moddemonstrationer. Og de utilpassede unge bøller, som lader sig narre og går amok på politiet og smadrer hele bydele. Og instinktivt tænker jeg: “Gid begge parter ville få løn som forskyldt! Gid der er en smule karmalov tilbage i dette samfund, hvor de vil høste som de sår.” For det er vel sådan, at hele retssystemet er indrettet. Og sådan vi lærer vores børn at tænke.

Tag bare et helt banalt og uskyldigt eksempel fra en populær børnebog: Dyrene i Hakkebakkeskoven. Her møder vi Mikkel Ræv, som ikke vil betale for de peberkager, som han stjæler. Det lykkes dog bagermester Harepus og bagerdrengen at narre Mikkel Ræv, så han spiser de dobbelt pebrede peberkager. Og bager Harepus citerer sin bedstefar for at skulle have sagt: “Stjålne kager smager surt, men de kager, man ærligt og redeligt har købt, de smager sødt.”

Mikkel Ræv ligger som han har redt. Han får løn som forskyldt og får halsbrand for at spise de stjålne peberkager. Haha, det har han rigtig godt af. Hvis du er en tyv, skurk og forræder – så vil det før eller siden gå dig skidt. De søde kager kan aldrig blive dine, du må nøjes med de sure.

Det er med andre ord modtageren det kommer an på og dennes motiver og hensigter.

Og på lignende vis sætter vi folk i kasser. Måske ikke i samme grelle tilfælde som jøderne, der opdelte mad og mennesker i rent og urent. Men alligevel. Vi forarges måske over de pjattende konfirmander, som ikke viser respekt for nadverens anstændighed og mystik. Vi kender godt vedkommende, som sidder over for os ved alterbordet og vi spekulerer på, hvordan han i alverden kan se sig selv i øjnene, når vi tænker på hans fortid. Og hvad laver den dåbsmor her ved alterbordet med hendes to urolige børn? Vi kender hende og ved, at hun ikke giver en tøddel for det med at tro på Gud.

 

Og vi glemmer, at det hele kommer an på afsenderen og ikke modtageren – akkurat som vi hørte det i Paulus Brev til galaterne: “Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” På græsk bruges der bare termen: “der er ikke græker og jøde” osv. Skellet er helt væk. Opdelingen i etnicitet, i menneskelig status, ja selv opdelingen i kønnene er opløst, for over for Jesus er vi alle lige.

Det betyder også, at vores identitet er helt og aldeles formet ud fra vores tilhørsforhold til Jesus. Du og jeg er ikke længere defineret ud fra hverken vores etnicitet, vores kultur, vores status og handlinger eller vort køn og seksualitet, men i dette ene, at jeg er i Kristus og Kristus er i mig. Jesus er den ultimative afsender og giver, som opløser vores fortid, griber ind i vores nutid og former vores fremtid.

Alt dette ser vi et glimt af i den første nadver.

Den russiske forfatter, Fjodor Dostojevskij spørger et sted i en af sine romaner: “Hvad var det største mirakel, som Jesus udførte? Var det da, Jesus gik på vandet eller da, han skaffede brød til over 5000 ude i ørkenen? Nej, det største mirakel var, at han elskede sine venner til det sidste. At netop i den nat da han blev forrådt, gav han sig selv til dem i vin og brøds skikkelse”

 

Kærligheden er det største mirakel. Og vi gentager dette mirakel hver gang vi fejrer nadver sammen – når vi hver især med alle vores forskelligheder, præferencer og overbevisninger, med vores tro og tvivl, sejre og nederlag og vores gode og dårlige beslutninger modtager det samme legeme og blod, den samme Herre, som er i alle og over alle. Og derved bliver vi ét i ham, ligesom vi i dåben blev indpodet på det samme træ. Og vinen eller saften og brødet bliver optaget i vores kroppe og Helligånden tilskynder os til at have det samme sindelag og samme blik på verden og på vor næste som var i Jesus.

Og Jesus siger til os: Gå du ud og gør ligeså


Prædiken til 3. s.i fasten d. 24. marts 2019

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer: 736 Den mørke nat forgangen er

433 Herre Gud Fader (kyrie; vekselsang)

634 Du ved det nok mit hjerte

639 Når i den største nød

652 Vor Herre til dig må jeg ty

504 O Gud, vi falder dig til fode (takkesalme)

826 Guds nåde er en vintergæk

 

Tekster: Se salmebogen fra s. 1084

Prædiken:

Fastetiden er en tid, hvor vi prøver at forenkle hverdagen for derved at give mere plads for Gud og vore medmennesker. Det er en tid, hvor vi måske bliver nødt til at give afkald på nogle ting for i stedet at lade os fylde af noget andet og noget mere. For nogle af os lykkes det ikke så godt.

Som f.eks. min kære præstekollega, Charlotte, som bedyrede, at hun i fastetiden ville faste fra fjernsynskiggeri. Jeg kender ikke til hendes brug af TV, men gætter på, at hun sikkert oplever, at hun bruger al for meget tid foran fjernsynsskærmen – helt opslugt af de mange spændende serier, som man kan følge med i.

I ugens løb var hun dog så ærlig at offentliggøre et skærmbillede af en app på hendes mobiltelefon, som måler hendes forbrug af mobiltelefonen. Det afslørede, at hun inden for den sidste uge havde brugt telefonen 60% mere end normalt og at hendes tid foran telefonskærmen i gennemsnit nu var på 2 timer og 26 minutter pr. dag. Hun havde meget passende givet denne nedslående oplevelse tiltelen: Når et misbrug erstattes af en andet.

 

Jeg har ikke installeret en sådan app på min telefon, men jeg skal ikke kunne afvise, at Charlottes historie lige så vel kunne være min… og på den måde kunne vi begge minde lidt om det eksempel som Jesus giver, på et menneske, som er sat fri, men ikke har fyldt den tomme plads ud med noget andet og bedre og derfor bliver et nemt offer for noget, som er endnu værre. Og det er vel også på den baggrund, at vi skal høre ordene om, at “salige er de som hører Guds ord – og som bevare det”.

 

Jeg tror, at én af de ting, som Guds ord gør ved os, er, at det sætter os fri. Og netop frihed er også et af temaerne i dagens beretning, hvor Jesus befrier en mand fra en dæmon, som har gjort ham stum. Derved bliver manden atter genindsat i de sociale sammenhænge, som han før var fremmedgjorte over for.

 

Men inden jeg fortsætter med at belyse dette tema om frihed, er det måske nødvendigt et kort øjeblik at tale lidt om dæmoner.

 

Dæmoner? – eksterne og interne

For allerede her, er der sikkert en del oplyste, naturvidenskabelige danskere, som ville stå af ræset: Dæmoner er bare so last millennium! Det er vi da for længst holdt med at tro på – sådan noget uciviliseret overtro. Man er ikke stum pga. dæmon. Det skyldes noget helt fysiologisk eller måske noget kognitivt.

Eller hvad? For det springende punkt er, om det er et spørgsmål om enten eller – eller om vi gør klogt i at være åbne for et et både-og verdensbillede, hvor det biologiske og det åndelige kan have indflydelse på os mennesker?

 

CS Lewis skulle have sagt noget i retningen af, at Djævelens strategi er enten at være så tydelig, at han skræmmer livet af os, eller også at være så utydelig, at vi bilder os selv ind, at han slet ikke findes. Hvis Lewis har ret i den antagelse, er det vist den sidste forklaring der er den herskende i vores samfund…

 

Alligevel vi mange menneske bruge udtrykket “at konfrontere sine indre dæmoner”. Måske har vi svært ved at forholde os til deciderede dæmonbesættelser, men mon ikke, at de fleste af os kender til virkningen af disse dæmoner, hvad enten vi anerkender eller benægter deres eksistens?

I hvert kender jeg til pludselige indskydelser, som pirrer det onde i mig; som får noget ubehageligt ondt frem i mig, og som på den ene side giver mig en rar fornemmelse af at kunne ophøjemig selv på andres bekostning, men på den anden side også skræmmer mig, fordi de mørke sider i mig pludselig bliver blotlagt.

 

Friheden fra dæmoner

Men uanset om der er tale om reelle dæmonbesættelse – så sjældne de heldigvis er på disse breddegrader – eller om der er tale om almenmenneskelige tilbøjeligheder til at ikke at gøre det gode, så ønsker Jesus at sætte os fri.

Eller måske rettere sagt: Jesus ønsker at gøre os opmærksomme på, at vi allerede er sat fri! I dåben fik vi korsets tegn for vort ansigt, vores tanker, og vort bryst, vores hjerte til et vidnesbyrd om, at vi nu tilhører den korsfæstede Herre, Jesus Kristus. Og i nadveren bliver vi mindet om, at Jesus har vundet over synden og dødens magt – og at vi allerede har del i denne sejren ved ligefrem at kunne smage den.

 

Guds ord tales til mig og jeg kan få lov til at tage dem til mig, tro på dem, lade mig forvandle af dem og se mig selv, som Gud ser på mig: At jeg er Hans elskede barn; at mit liv er både til at le og græde over; at Gud er med mig i hvert et skridt jeg tager og jeg derfor ikke behøver at frygte – for noget som helst. For jeg er i Kristus, og Kristus er i mig. Og Jesus er større end ham, som er i verden – større en Djævelen som går rundt som en brølende løve, men i virkeligheden er en slagen slange.

 

Altså: Når Guds ord bliver hørt, sætter det fri.

 

Salige er de, som hører Guds ord – og som bevarer det, tilføjer Jesus.

 

For ét er at blive befriet fra noget. Noget andet er at blive befriet til noget. Det er derfor at Jesus fortæller denne lignelse om den stakkels person, som godt nok bliver sat fri, men som ikke får fuldt op på denne frihed. Resultatet er skræmmende: Hvis ikke dette tomrum, som dæmonen har efterladt – og igen kan dette både være en ekstern såvel som intern dæmon – hvis ikke dette tomrum bliver fyldt op med noget andet og bedre, ja så er der en risiko for, at tomrummet fyldes op af noget endnu værre.

 

Altså er det afgørende for os mennesker, at blive bevaret i frisættelsen ved at blive ved med at holde os til Guds ord.

Og det er i denne forbindelse, at begrebet “åndelige discipliner” kommer ind i billedet: Åndelige discipliner er bl.a. bønnen, bibellæsningen og broderskabet – altså fællesskabet med andre troende, f.eks. her i kirken søndag formiddag.

Her fungerer fastetiden som en slags træningslejr – et slags åndelig fitnesscenter – for disse såkaldte åndelige discipliner. En særlig tid på året, hvor vi frivilligt skærper vores opmærksomhed på Guds ord, sådan så at vi nemmere kan gøre brug af dem i resten af året, hvis vi står i en situation, som kræver særligt fokus på f.eks. forbøn for andre eller en øget opmærksomhed for hvad Gud vil med os, f.eks. ved en korsvej i vort liv.

 

Men ud over de mere indre åndelige discipliner som bøn, meditation og bibellæsning, så tror jeg også, at vi bevares i Guds ord gennem udlevelsen af det. Når vi udlever Guds frisættende kærlighedsbudskab konkret gennem vore handlinger i vores hverdag overfor vore medmennesker. For når vor tale bliver til handling, opbygges integritet og karakter. Når vi bliver til Jesu medspillere og begynder at samle og inkludere andre, ligesom Jesus kom for at opsøge og frelse det fortabte. Da bryder Guds Rige frem i vor midte – og Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen må trække sig tilbage.

Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.

Lad os bede sammen:

Jesus, åbn vore ører, vort sind, vore sanser, så at vi hører dit ord og sættes fri af alt det, som binder os og som ikke er fra dig. Lad denne fastetid være en træningstid, hvor vore åndelige muskler røres, strækkes og styrkes så at vi bevares i glæden over dit frisættende kærlighedsbudskab til os og så at vi lever mere for andre. Amen.


Prædiken til sidste s.e. helligtrekonger d. 10. februar – 2019

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer: 813 (fra 100 Salmer): Solen begynder at gløde; 7 Herre Gud, dit dyre navn; 441 Alle mine kilder; 162 Det var kun en drøm ; 259 Din himmel-krone ser vi stråle

 

Intro:

“Ferier der er så gode, at du ikke vil hjem fra dem igen!” Sådan lød det for nogle siden i TV-reklamen. Og på samme måde kan vi også have åndelig oplevelser eller øjeblikke af lykke, som vi bare ønsker at fastholde. Men som vi skal høre til gudstjenesten i dag skal vi ned af bjerget igen, ned til hverdagen – for det er der, Guds herlighed skal omsættes til tro og håb og kærlighed for andre.

Teskter: Se DDS fra s. 1053 (forklarelsen på bjerget)

 

Prædiken:

For nogle år tilbage på en helt almindelig lørdag mødte jeg en helt almindelig mand med helt det almindelige navn, Poul Erik Jørgensen, der fortalte mig en helt ualmindelig historie.

Poul Erik havde en dag været ude for at fælde et træ hos en ven, da han pludselig fik en voldsomt smerte i brystet – han havde fået en blodprop i hjertet. Han røg babu af sted med ambulance til rigshospitalet hvor han straks røg ind på operationsstuen. Poul Erik var ved bevidsthed under operationen, da alt omkring ham pludselig er forandret.

For pludselig befandt sig på et vidunderligt sted fyldt med glæde, fryd og kærlighed og hvor et helt utroligt stærkt lys skinnede omkring ham – eller rettere sagt bag ham, for han kunne slet ikke klare at se direkte ind i lyset. Lyset var tusinde gange stærkere end solen og fyldt med kærlighed, omsorg og en masse andre gode egenskaber – og helt ubeskriveligt. Og foran ham stod en kæmpe skare af mennesker. Det var påfaldende for Poul Erik at disse mennesker ikke lignede mennesker som vi kender det fra jorden, for han kunne f.eks. ikke se forskel på mænd og kvinder og så havde de alle samme alder, omtrent 33 år. Fælles for dem alle var, at de så sunde, glade og henrykte ud.

 

I det hele taget var oplevelsen fyldt af en ubeskrivelig fred, lys og fryd. De nærmeste mennesker så på ham og bød ham velkommen og sagde: “Er det ikke mageløst – er det ikke fantastisk! Hvem skulle have troet, at det var sådan en herlighed, der ventede os. Hvis vi havde vidst, hvad der ventede os, ville vi have prioriteret helt anderledes på jorden. Hvis vi havde vidst det, ville vi have fortalt til andre, at de skulle sørge for at have billetten i orden. Dét på jorden er jo tidsbegrænset, og det er jo ingenting i forhold til det her!”

 

Poul Erik mente at kunne genkende dem, som talte til ham, men først bagefter gik det op for ham, at det var hans afdøde farbror og hans bedste ven, Ove, som for nyligt var død. Men grunden til at han ikke genkendte dem straks, var fordi de havde unge ansigter og at Poul Erik kun havde kendt dem på jorden, fra de var i 50’erne.

 

Det var kun de nærmeste, der så på Poul Erik. Alle de andre så på det, der skete bag ved ham og var helt bjergtaget af hvad de så. Han nåede aldrig at finde ud af hvad det var. Måske var det Gud, der var i lyset – eller måske var Gud selve lyset. Og Poul Erik ønskede bare at gå disse glade mennesker i møde og være hos dem, da pludselig det hele forsvandt og han atter befandt sig på operationsbordet, hvor lægerne var lettede over, at Poul Erik atter livede op efter de havde givet ham intens hjertemassage i flere minutter.

Ja, det en vild og fascinerende historie!

 

Men jeg husker især hvordan han omtalte sin efterreaktion. For oplevelsen af at være dette overlykkelige sted affødte en så stor længsel i ham, at han i tiden derefter havde svært ved at finde glæden i, at han rent faktisk havde overlevet operatin og var kommet tilbage til sin kone og fem børn. Ja, set i bakspejlet var han et rigtigt utaknemmeligt skarn, når han selv skulle sige det. Men hvad var meningen med, at han skulle tilbage til livet og ikke kunne være i denne salighedstilstand? Efterhånden dæmrede det for Poul Erik ud fra den samtale han havde haft med de mennesker han mødte i himlen: Han var kommet tilbage for at minde andre om, hvor godt det er “at have sin billet i orden”, så man kommer det samme sted hen, når man ikke længere skal være her på jorden.

 

Se, det i sig selv er jo et ret alvorligt men også vigtigt budskab, hvis man tror på det. Læg mærke til, at Poul Eriks formaning om at have sin billet i orden ikke er motiveret ud fra et skrækscenarium om, hvad der vil ske, hvis man ikke har sin såkaldte billet i orden. Tværtimod er det motiveret ud fra et brændende ønske om, at enhver må få lov til at opleve det vidunderlige, som han oplevede de sekunder han fik lov til at skue ind i efterlivet.

 

[Så meget desto mere, er det en festdag i dag, hvor vi jo netop kan fejre, at Natasha i sin dåb har sagt ja tak til den billet, som Jesus rækker hende. Og dermed bliver Natashas dåb også en glædelig påmindelse om vores egen dåbspagt.]

[Og når vi om lidt skal fejre nadver sammen, kan man jo prøve at forestille sig, at den lille tørre oblat er som en billet, som vi får rakt kvit og frit – en billet med evighedsgyldighed.]

 

Men først og fremmest håber jeg, at Poul Eriks fortælling fungerer som et vidnes byrd, der kan opmuntre os i vor tro og grundfæste os i håbet om det evige liv. Ikke mindst når vi tænker på vore kære døde, som ikke er hos os mere, men som vi må tro og håbe på er på dette ufatteligt vidunderlige sted, som Poul Erik knap nok kunne beskrive med ord.

 

Men jeg har valgt at dele Poul Eriks historie med jer, fordi den rummer samme elementer, som teksten vi hørte for lidt siden om de tre disciple, der får “sig en ordentlig en på opleveren”, for at sige det mildt.

Her hører vi også om en utrolig oplevelse, som disciplene næsten ikke kan sætte ord på og som er så vidunderlig, at de ville ønske, at de kunne fastholde dette glimt af evigheden. Jeg tror, at det er det, der er på spil, når Peter tilbyder at lave nogle hytter til dem – gid de vil blive lidt længere.

 

Men både Poul Erik og disciplene fik kun et glimt af denne himmelske herlighed, inden de blev kaldt tilbage igen. Tilbage til dagligdagen med dens problemer og pligter.

 

Men for både Poul Erik og disciplene var dette en skelsættende oplevelse, for nok kom de tilbage til alt det velkendte, men selv var de forandret.

Poul Erik kom hjem med budskabet om, at hvis vi besinder os på evigheden, så får det konsekvenser på den måde, vi lever i nutiden. På vores prioriteringer og på de kampe vi indlader os i. Det får konsekvenser for hvad vi vælger at fylde vores tid med og hvad vi vælger at give vores opmærksomhed.

 

Disciplene kom ned af bjerget med et ændret syn på Jesus – et ændret syn, der skulle vise sig at forandre verden. De havde fået et lille indblik i Jesu guddommelighed og dermed fået bekræftet, hvorfor at han var værd at lytte til og at efterligne og hvorfor han var værd at følge efter.

Den Jesus de havde set klædt i lys gik atter ned af bjerget klædt i sit sædvanlige hverdagsagtige tøj, som blot få uger efter skulle søles til i blod og ydmygende deles af hånende soldater. Det ansigt, som de havde set strålet af lys skulle om få uger blive vansiret af en tornekrone.

Det må have været fristende for Jesus at blive der oppe på bjerget og få fornemmelsen af at være hjemme igen. Borte fra verdens lidelse og problemer og fra den tortur og smertefulde død, som ventede ham. Men hans vej gik tilbage igen, ned ad bjerget, ned til os mennesker, ned til selvopofrelsen. Og han kaldte sine disciplene til at gå samme vej. Det gjorde han dengang. Og det gør han stadig. For det er i hverdagen at vores liv skal leves, mens vi stadig er her på jorden. Det er i hverdagen og i fællesskabet med andre, at kærligheden fra Gud skal få ben at gå på og få syn for sagn i vores omgang med hinanden. Må Gud hjælpe os dertil!


 

Spørgsmål til overvejelse:

Spørgsmål: Med evigheden for øje: hvilke ting i din hverdag kræver mere af din opmærksomhed – og hvad skal du gøre mindre af?

 

 

 

« forrige  |   top  |   næste »
 

Hørup Kirke
Kirken for hele Kjellerup
Kirkebakken 10, 8620 Kjellerup

Kirkekontoret
Kirkebakken 8, 8620 Kjellerup
Mobil 2488 5352
Åbningstider
Mandag: 9-12
Onsdag: 9-12
Torsdag: 14-17
Fredag: 9-12

Kirken er låst med mindre der er kirkelige handlinger eller aktiviteter.Dette er gældende frem til sidst i marts 2019.


Powered by CMSimple Test | Template by CMSimple | Login