Du er her: Hjem > Gudstjenester > Prædiken > Anders

Anders

Fællesprædiken over kirkens fem bærende værdier

Sommerfesten i Levring 11. juni 2017

 

Introduktion

Friluftgudstjenesten i Levring Præstegårdshgave var en anderledes gudstjeneste. Den var bygget op omkring de fem værdier, som menighedrådene har bsluttet skal være  bærende for alt det, som vi laver i vores kirke. De femt værdier er:

Åndelighed. Fællesskab. Imødekommenhed. Magfoldighed og Glæde.

Dvs. det skal have noget med tro at gøre. Man skal kunne mærke, at her er et godt fællesskab. Man skal føle sig velkommen. Der skal være plads til alle. Og man skal kunne mærke en glæde hos os.

Introduktion til Luther og kirkens mission

Hvad er kirkens vigtigste opgave? Det har jeg spurgt nogle af jer om, og her er nogle af jeres svar: [læs op fra planche]

… der er rigtig mange gode perspektiver på, hvad der er kirkens vigtigste opgave.

For 500 år siden, havde kirken glemt, hvad der var dens vigtigste opgave. Heldigvis var der en mand, der hed Martin Luther, som genopdagede, at kirkens vigtigste opgave var at fortælle om Guds kærlighed og tilgivelse. Det syntes han var så vigtigt at alle folk skulle vide, så han gik ned til sin kirke og bankede sine idéer op på kirkedøren.

 

Og kirkens vigtigste opgave for 500 år siden, er også den vigtigste opgave for os som kirke i dag, nemlig at fortælle alle om Guds kærlighed, som vi kender den fra historierne om Jesus. Så det overordnede svar på, hvad der er kirkens vigtigste opgave eller mission er: Folkekirkens mission er at forkynde evangeliet om Jesus Kristus som verdens frelser. [Opslå på døren]

 

Det er det, vi minder hinanden om, når vi samles til gudstjeneste – som nu f.eks. – og bekender vores kristne tro sammen. Lad os derfor rejse os, og sige trosbekendelsen sammen…

 

Trosbekendelse

 

Oplæg til værdier

Så det allervigtigste for os som kirke, det er at fortælle om Jesus, så at vi lærer, at Gud er kærlighed.

Men som jeres svar også viser, er der mange ting, som det også er vigtigt, at kirken gør!

 

Derfor har menighedsrådene i Levring og Hørup kigget hinanden dybt i øjnene og spurgt hinanden om, hvad vores kirker skal kendetegnes af. Hvad er det, som vi synes er værdifuldt og vigtigt for os i vores kirker?

Det vil resten af gudstjenesten handle om.

Her kommer den første værdi, som Inger vil præsentere:

 

1. værdi: Åndelighed v. Inger

Opslag af værdi v. spejder

Per: Den første værdi er: Åndelighed.

Vi ønsker at opbygge hinanden i troen på den treenige Gud ved at dele vores tro og tvivl med hinanden [gentage]

I Salmernes Bog står der: Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves. (Sl 127,1)

 

Anders:

Det betyder, at vi skal huske at have Gud med i det vi laver som kirke. Det er ham, der får lov til at føre hammeren [hammer]. Det kan måske lyde som en selvfølge, at Gud da selvfølgelig er med til at bygge hans kirke, men sådan er det ikke altid. Nogle gange bliver det vores egne planer eller tanker vi bruger vores tid på i stedet for at være Guds planer og tanker.

Og så kommer vi til at ligne en flok søskende, som vil holde en stor overraskelsesfest deres skønne mor. Og de planlagde og fandt gaver, og pyntede op og lavede mad og tog pænt tøj på og endelig var de parate til at fejre deres mor. Men hun kom ikke. For midt i alle deres mange planer, havde de glemt at invitere hende – hende der ellers var hovedpersonen i festen.

 

Sådan skal det helst ikke være i vores kirke, så derfor er det vigtigt at husker på Gud i de ting vi laver. Det gør vi også ved at vi tør snakke med hinanden om vores tro eller vores tvivl. På den måde minder vi hinanden om alt det, som Jesus har lært os. Og det er vigtigt – for hvis ikke Jesus har været her, ville verden se helt anderledes ud.

Det skal vi synge en salme om nu…

 

Salme: 369 Du som gir os liv

 

2. værdi: Fællesskab v. Inger

Opslag af værdi v. spejder

Inger: Den 2. værdi er: Fællesskab.

Vi ønsker et rummeligt og trygt fællesskab ved at vi viser hinanden tillid og respekt [gentag]

 

Jesus siger: Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

 

Anders:

En del af det at være kirke er at være et fællesskab. Man kan sammenligne det kirkelige fællesskab med et træ [et træ]: Vi er hver især de mange grene og det, der gør os til et fællesskab er, at vi sidder på den samme stamme – dvs. at vi tror på, at Jesus er den, der holder os alle sammen fast.

Så vi er alle sammen i et fællesskab med hinanden. Det store spørgsmål er så: hvilket slags fællesskab er vi? Er det et godt fællesskab? Er vi gode mod hinanden? Og hvad er det, vi egentlig har til fælles på trods af, at vi er så forskellige? Og er der plads og brug for alle i fællesskabet? Og er et kristent fællesskab anderledes end så mange andre typer fællesskaber?

Det er nogle af de spørgsmål, som vi vil drøfte med hinanden, når vi søndag d. 10 september skal fejrer Gudstjeneste med mere i Kirkecentret i Hørup. Det kommer nemlig til at handle om fællesskab. Der kommer mere info om dette i kirkebladet og på facebook.

 

Nu skal vi synge en sang, der handler om, at selvom vi er forskellige, så er vi alligevel en enhed, fordi vi er på den samme stamme, Jesus…

 

Salme: 335 Flammerne er mange

 

3. værdi: Imødekommenhed v. Lisbeth

Opslag af værdi v. spejder

Lisbeth: Tredje værdi er: Imødekommenhed.

Vi ønsker at være imødekommende overfor enhver ved at skabe tilgængelighed til vores samvær om liv og tro [gentag]

I Bibelen står der: Vi elsker, fordi han (altså Gud) elskede os først.

 

Anders: Vi elsker, fordi han elskede os først. Og på samme måde kan vi tage imod andre, fordi Gud har taget imod os først. Fordi Gud kommer os i møde, derfor kan vi komme andre mennesker i møde. Fordi vi modtager alt godt fra Gud, derfor kan vi dele ud af vores overskud til andre.

 

Man kan sammenligne det med, at vi mennesker er som en tom pose. En tom pose er ikke særlig spændende… Men når vi kender til Guds kærlighed, og Guds kærlighed fylder os op [hæl slik i pose], så bliver det pludseligt ret interessant det vi indeholder. Posen i sig selv, er stadig lige kedelig, men det er indholdet, der gør os spændende!

I os selv, er vi ikke så spændende, men når vi fyldes af Guds kærlighed, har vi pludselig noget at give ud af.

Vi kan elske, fordi Gud har elsket os først. Vi kan komme andre mennesker i møde, fordi Gud er kommet os i møde først.

 

Nu skal vi synge en sang, der handler om, at vi vil bede Gud om at fylde vores tome poser eller skåle op med alt det gode fra ham…

 

Salme: 367 Vi rækker vore hænder frem

 

4. værdi: Mangfoldighed v. Susanne

Opslag af værdi v. spejder

Susanne: Den fjerde værdi er: Mangfoldighed.

Vi ønsker en kirke, der afspejler mangfoldighed, ved at vi opmuntrer hinanden i den kristne tros forskellige udtryk. [gentag]

 

Paulus skriver: For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer (Rom 12,4-5)

 

Anders:

Paulus bruger billedet af kroppen til at illustrere, at vi hører sammen i en enhed, selvom vi er forskellige. Ja, faktisk er det godt, at vi er så forskellige! Tænk hvis vores krop kun bestod af et øje? Så kunne vi jo ikke lugte noget. Eller hvis vi kun bestod af en næse – så ville vi jo ikke kunne høre noget.

Eller tænk hvis der kun var en farve [farvelade]. Så ville verden være ret ensformig og kedelig at se på. Men nu er der alle regnbuens farver, som kan blandes på uendelig mange måder og derfor lave uendelig mange slags farver.

Sådan er det også med os! Nogle gange kunne nogle af os godt tænke os, at det hele vil være noget nemmere, hvis alle bare var som os. Når man bliver ældre, går det op for en, at det egentlig er meget godt, at det ikke er sådan… det ville f.eks. godt nok være en kedelig verden, der endte i ren kaos, hvis alle var som jeg…

 

Nu skal vi synge en sang, der handler om, at vi er vidt forskellige fra hinanden, men vi passer hver især perfekt ind i Guds plan!

 

Børnesang: Du er dig og du dur!

 

5. værdi: Glæde v. Søren

Opslag af værdi v. spejder

Søren: Den sidste værdi er: Glæde!

Vi ønsker at dele livets stunder ved i ord og handling at udvise næstekærlighed og glæde

 

Paulus skriver: Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

 

Anders:

Gåde: Hvad er det, der bliver større og større jo mere man deler det? Svar: Glæde! [smiley]

Vi ønsker i vores kirker at dele glæden med hinanden.

Nu opfordrer Paulus os til, at vi altid skal være glade. Hvor mange af jer, er altid glade? … det er der nok ikke mange mennesker der er. Der er mange ting i verden og i vores liv, som man ikke bliver et spor glad af. Måske er det derfor, at Paulus siger, at vi altid skal finde vores glæde – i Gud!

Og se, så er vi tilbage til den første værdi, som var åndelighed. Når vi husker at have Gud med i vores fælleskab, når vi møder andre mennesker som Gud ville møde dem, eller når vi glædes over mangfoldigheden, så vokser glæden hos os! – også selvom vi har nogle dage, hvor vi synes glæden er langt væk fra os.

Derfor skal vi synge den sidste sang sammen – en sang om, at Gud fylder os med glæde.

 

Salme: 371 Du fylder mig med glæde



Prædiken til 2. pinsedag d. 5. juni – 2017

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer:

292 Kærligheds og sandheds Ånd
289 Nu bede vi den Helligånd
287 Kraften fra det høje
836 Helligånd tag mig ved hånden
Nadver: 290 v. 5
318 Stiftet Guds Søn

Tekster: Se salmebogen s. 1175f. (Evangelietekst: Joh 3,16-21)

Intro:

Jul, påske og pinse. De tre store højtider i den kristne tradition. De fleste har rimelig godt tjek på julens budskab om Gud der lod sig føde på jorden. Ret mange er også godt inde i påskens budskaber om Jesus der døde og opstod. Men for ret mange af os, er pinsen sådan en lidt underlig størrelse at gøre sådan rigtig spændende. Vi ved hvorfor vi fejrer pinse: Helligånden kom til os. Men hvad betyder det for os?

Derfor godt, at vi har hele to dage at fejre det i!

Dagens gudstjeneste vil fremhæve Helligåndens gerning i os, som den der kalder os (megafon), udruster os (sværd) og sender os (ketcher).


Prædiken:

I går, pinsedag, begyndte jeg min prædiken med at snakke om, hvor kedelig en oplevelse det kan være, at drikke en lunken sodavand uden brus.

Pointen var, at lige så kedelig og uinteressant en sodavand uden brus er, lige som kedelig og uinteressant vil kirken være, hvis ikke Helligånden var her i kirken. Ja, hvis Helligånden ikke var her, ville der slet ikke være nogen kirke!

 

Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor? Hvad er det, at ham der Helligånden kan, siden at han er så vigtig for kirken?

 

Denne prædiken vil pege på tre ting, som Helligånden gør ved os:
Helligånden kalder os. [megafon]
Helligånden udruster os. [sværd/hjelm]
Helligånden sender os. [ketcher]

 

Altså: Helligånden kalder os [tænketing: En megafon]:
Og det gør den på to måder:
Helligånden kalder på os, og Helligånden kalder os til sig.

 

Helligånden kalder på os. Det gør den bl.a. ved at få os til at undre os, for når vi undrer os betyder det, at vi stopper op. Og vi begynder at spørge efter en mening og et formål og kan derved vælge, om vi vil tage Gud med ind i ligningen, for at få tingene til at gå op.

Helligånden kan få vores opmærksomhed på mange måder. For mange af os, gør den det igennem naturen. Bare det at gå en tur udenfor, kan få os til at undre os og glæde os over farverne, duftene og mangfoldigheden.

Allerbedst er det, når man går langsomt og opmærksomt og derfor har mulighed for at være nærværende og tænke over de ting, man sanser. Det er f.eks. det man gør, når man går pilgrimsvandring. På en pilgrimsvandring er det selve vandringen der er målet og ikke så meget hvor man går hen.

 

Men Helligånden kan også kalde på os gennem de ting der sker omkring os, f.eks. i hverdagens små tilsyneladende tilfældigheder, som måske viser sig ikke altid at være så tilfældige igen. Måske vil man lægge mærke til et mønster og genkende det som “gudsfældigheder” i stedet.

Helligånden kan også kalde på os gennem længsel – at der er noget inde i os, som er uroligt og som kalder os i en bestemt retning.

Det kan også være, at vi fyldes af taknemmelighed over livet eller over et andet mennesker, som gør, at vi spontant begynder at takke Gud. Så er det også Helligånden, der kalder på os.

 

Så Helligånden kalder på os på alle mulige og umulige måder, og hvis vi lytter efter, kan vi høre hans kalden.

 

Men Helligånden kalder os også til sig. I første omgang betyder det ikke, at Helligånden kalder os til en bestemt opgave, men den kalder os det vi er: Nemlig at vi er Guds elskede børn! Det er vores primære kald i livet og derfor det vigtigste der overhovedet er at sige om os: At vi er elskede af Gud. Punktum!

Vi hørte det f.eks. i teksten for lidt siden: For således elskede Gud verden. Og Gud elskede verden, elskede os mennesker så meget, at han var villig til at give os det  allerkæreste han havde, nemlig sin egen søn, fordi han ville, at ingen af os skal gå fortabt.

Det er en helt ufattelig kærlighed, som vi mennesker kan gå på opdagelse i og fordybe os i resten af livet uden aldrig helt at kunne fatte dybden eller højden eller længden eller bredden af den.

 

Men hvis vi fatter bare en brøkdel af denne enorme kærlighed, så vil vi også have frimodighed til at komme frem for Gud med alt det, som vi ikke er så stolte af. Så tør vi godt indrømme over for Gud, at vi ikke altid tænker på ham, men i stedet handler selvisk og bruger andre mennesker til vor egen vinding skyld. Vi tør indrømme vores fejl, fordi vi ved, at han elsker os lige meget hvor dumt vi bærer os ad.

 

Og omvendt: Hvis vi ikke tror på Guds kærlighed til os, er der en fare for, at vi frygter for hvad Gud vil gøre med os, hvis han kendte til vores selviskhed og derfor vil vi skjule vores ondsindede og selviske handlinger for at de ikke skal afsløres. Men hvis disse handlinger ikke kommer frem i lyset, kan de heller ikke tilgives, og da må vi bære rundt på dem som en mørk skygge i livet.

 

Altså: Helligånden kalder på os på forskellige måder og han kalder os til sig, ved at minde os om Guds ufattelige kærlighed til os, som fortæller os, at vi er elskede af ham!

 

Helligånden udruster os:

Når Gud har kaldet os, så vil han også udruste os.  For som jeg også vil pointere senere, så kalder Gud os også ofte til mere specifikke ting i livet, som han også vil udruste os til, så at vi får det vi har brug for, til at kunne klare den opgave, som han har til os.

Hos Paulus kan vi læse, at han har den overbevisning, at Gud også vil fuldende det, som han har begyndt i os.

 

Se bare på disciplen Peter! Der er langt fra den Peter, som vi møder langfredag, som svigter sin bedste ven ved at benægte at han kender Jesus – til den Peter som bare 50 dage efter står og prædiker løs i offentligheden vel vidende, at han risikerer både fængsel og død ved at stå der og snakke om Jesus.

Eller tag Marting Luther, som vi i år fejrer 500 året for at han satte reformationen af kirken i gang. Også han fik styrke og frimodighed til at stå fast på sin overbevisning om Guds kærlighed, selv om også han blev truet med fængsel og død.

 

For både Peter og Luthers vedkommende var det afgørende, at de begge havde fået dette “første kald” af Helligånden: At de havde erfaret Guds ubetingede kærlighed i deres liv, og at de siden hen blev betroet den opgave at formidle denne kærlighed til andre – koste hvad det vil!

 

Og så er vi henne ved den sidste ting, som Helligånden gør: Helligånden sender os! [ketcher]

Jeg tror på, at vi alle er kaldede til at have en opgave i livet.

Som kristne har vi alle del i den sammen opgave, nemlig at være vidner om Guds kærlighed som vi kender den igennem Jesus Kristus. Det at være vidner om Guds kærlighed betyder bare, at vi skal leve vores liv, som dem vi er – nemlig som lysets børn, som Guds børn. Dvs. et liv i næstekærlighed, hvor vi er gode forvaltere af Guds fantastiske skaberværk. Det er sådan set bare nogle andre ord for, at vi skal passe godt på naturen.

 

Men jeg tror også på, at vi ved siden af dette generelle kald også hver især kaldes til personlige livsopgaver.

Nogle af os er udmærket klar over, hvad vores livsopgave er eller var.

Men der er sikkert også nogle af os, som har svært ved at finde ud af, hvilken livsopgave, som Gud har i tankerne for os.

Her kan det være et godt råd at kigge efter det, som virkelig bevæger og rører vores hjerte. Hvad er det, som kan fylde vore hjerter med en slags hellig vrede – f.eks. noget, som vi synes er drøn uretfærdigt? Måske kan disse spontane udbrud være et fingerpeg om, hvad Gud har nedlagt i vores hjerter, som er vores livsopgave. Det kan være at stå op imod uretfærdighed og mobning, at beskytte det skrøbelige liv, at værne og opmuntre de svage i samfundet, at tale dyrenes, naturens eller miljøets sag osv.

 

Og hvem ved? Måske er der en af os her i kirken i dag, som bliver den nye Martin Luther, og som kommer til at reformere vores kirke eller samfundet?

Men for de fleste af os kan det være, at vi bare bliver reformatorer i en mindre skala, der er medvirkende til at reformere bare et enkelt individ en lille smule mere i retningen af at være et Guds barn.

Men husk at “der bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse” (Luk 15,7).

 

Og alt dette skyldes Helligånden, som opretholder kirken ved at kalde os, udruste os og sende os med Guds kærlighed, så at det bliver til

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

 

Spørgsmål til eftertanke:

Helligånden kalder dig, udruster dig og sender dig.

Hvad er dit kald i livet?



Prædiken til pinsedag d. 4. juni – 2017

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer:

290 I al sin glans
291 Du som går ud
294 Talsmand som på…
836 Helligånd tag mig ved hånden
Nadver (kun Hørup): 292 v. 3
331 Uberørt af byens travlhed

Tekster: Se salmebogen s. 1171

Bøn:

Helligånd, Guds åndedræt,
lær du mig at bede ret,
bed for mig, som ikke ved,
hvad der tjener til min fred.
Herre, bær mit suk og skrig
som din bøn til Himmerig!

 

Prædiken:

Kender I den der flade fornemmelse, når man dagen efter familiefødselsdagen åbner en 1½ liters sodavandsflaske fra dagen før, som kun er 1/5 fuld af lunken sodavand? Den siger knap nok fzzz når man skruer låget af, og det bruser ikke, når man hælder det ned i et glas. Alt i alt en kedelig oplevelse og man finder hurtigt ud af, at man er bedre stillet ved ikke at tage en slurk af dette lunkne sukkervand.

 

For nyligt hørte jeg en person, der netop brugte dette billede af en fesen sodavand til at beskrive Helligåndens gerning i verden: For lige så dvask og doven en sodavand uden brus er, ligeså tam vil kirken være, hvis ikke Helligånden var til stede.

 

Se, det er et billede, som straks kan starte en lavine af tanker hos os.

For mange os, vil måske kunne genkende den der uinspirerende, flade sodavandsfornemmelse i vort eget liv. Områder i livet, som tidligere sprudlede og bruste af liv og energi, men som nu er brust af og synes at være lidt tamme.

 

Vi kan måske opleve denne afbrusen i vore relationer – måske endda i vort eget ægteskab? Eller i vores manglende arbejdsglæde på arbejdspladsen? Eller som en generel mangelvare i det, som vi tidligere var passionerede og dybt engagerede i, men som nu kun er et ekko af sangen “Hvor er alle drømmene du drømte…”.

 

Eller endnu værre: Vi har ikke en gang lagt mærke til, at der er områder i vort liv, som er brust af og som trænger til fornyelse og næring.

 

Sådan har jeg det faktiske en gang imellem selv, selv når det kommer til min tro på Gud. Alt for ofte kører min tro og min relation til Gud bare på automatpilot, eller minder om mine tørre planter i vindueskarmen, som jeg ikke har fået givet hverken vand eller næring i lidt for lang tid…

 

Og spørgsmålet er, om vi er flere, der af og til har det lidt på samme måde med vores kirke. At når vi som i dag hører om hvordan Gud gjorde store undere og tegn i den første kirke, så kan vi godt blive en lille smule misundelige. For ærligt talt: Er brussen ikke gået lidt af Helligånden i vores evangelisk lutherske folkekirke?

Og det er lige før vi drister os til at bede: “Gode Gud, send din Helligånd over vor kirke og samfund og skab vild opstandelse” – men ved nærmere eftertanke tvivler vi måske alligevel på, om vi også virkelige egentlig har lyst og mod på at håndtere de konsekvenser en sådan bøn måtte medføre.

 

Se bare på beretningen fra Pinsedag, som slutter med, at der blev føjet næsten tre tusinde mennesker til den lille spirende kirke. Det ved jeg virkelig ikke, om vi ville kunne overskue her i Levring/Hørup! Så er det måske alligevel nemmere at vælge den komfortable status quo og nøjes med at drømme…

 

Vores tilbageholdenhed med at bede Gud om at slippe Helligåndens kræfter løs, kan også skyldes, at vi straks forbinder Helligånden med nogle meget ydre, mystiske og voldsomme tegn, som virker ukontrollerbare og noget, som vi har hørt rygter om fra meget karismatiske kirker. Og sandt er det, at det også er et af Helligåndens udtryk – men kun et blandt mange. Det er derfor det er så rart at synge mange af de gode klassiske helligåndssalmer som tager Helligånden ned på et mere jordnært plan: Talsmand, Sjælesørger fra det høje, Trøster m.m.

 

Og Helligånden bliver også præsenteret på et helt jordnært plan, i Jesu tale om Helligåndens komme, som vi hørte det i evangelieteksten.

Her bliver Helligånden kaldt for Talsmanden, hvilket egentlig er en meget god oversættelse af det græske ord paraklet. En talsmand er en person, der taler ens sag, lidt lige som en advokat. Men også en, der kan forklare en sag, så man forstår den – en slags tolk eller rådgiver.

 

Helligånden er altså den, der bygger bro mellem Gud og mennesker. Helligånden er Jesu nærvær hos os og i os. Det er derfor at Jesus kan sige, at han kommer til disciplene igen selvom han går fysisk bort Kristi Himmelfart. For han kommer nemlig til dem og til os igen bare på en ikke-fysisk men en åndelig måde. Og derfor har mulighed for at være allestedsnærværende. Det er ganske smart fundet på!

 

I det hele taget fungerer Jesu forudgående tale om Helligånden, som vi hørte det i evangelieteksten som en nøgle for at forstå, hvad der egentlig sker pinsedag i Jerusalem.

 

Her møder vi Peter og de andre disciple, som er samlet på den første dag i den jødiske uge, altså om søndagen. Den var også på verdens første dag, vi som noget af det første bliver præsenteret for Guds Ånd, som svæver eller bevæger sig over vandene og er medvirkende til jordens skabelse. Og det var den første dag i ugen, at Jesus på ny fik blæst livsånde i sig og stod op fra de døde.

 

Men Guds skabelse er langt fra forbi! For nu, 50 dage efter Jesus vandt over døden påskemorgen, sker der en ny opstandelse. Det er pinse – den højtid hvor jøderne fejrer, at Gud gav sin lov på stentavler til Moses. Nu er tiden kommet, hvor Gud vil indfri sit løfte om at skrive sin lov i menneskehjerter ved at han flytter ind og tager bolig i de mennesker, som er åbne over for at tage imod ham – og fra da af er kirken blevet født på jorden!

 

Og hvis vi læser lidt videre i pinsebegivenhederne, kan vi læse, at Helligånden straks går i gang med at varetage funktionen som talsmand, ved at indgyde Peter frimodighed og inspiration til at holde en prædiken. En prædiken der peger hen imod Jesus. Og Helligånden tager Peters ord og modellere dem, så at de rammer lige ind i hjerterne på de mange tilhørere.

 

Og lige siden har Helligånden konstant virket i verden og skabt brus og fornyet livsglæde i mennesker ved at trøste, formane, opmuntre, inspirere, forny, og skabe liv.

 

Og det vilde er, at Helligånden stadig er på banen! Selv her i Levring/Hørup kirke denne pinsedag! Ja, Helligånden er en så fantastisk talsmand, at han kan bruge selv en middelmådig prædiken til at røre ved tilhørernes hjerter! Jeg skal hilse og fortælle, at det ofte er en stor trøst at vide for mig…!

 

Og sommetider overrasker Helligånden os, men han kommer sjældent uinviteret. Jeg tror, at der skal to til at finde hinanden – også når det gælder de forhold, hvor vi savner at Helligånden blæser nyt liv ind i vores relationer, nyt liv ind i vores engagement og passion, nyt liv ind i vores tro, så at den bliver levende, virksom og smittende. Her står Helligånden på spring til at komme os til hjælp – hvis vi ønsker og tør lukke os op for ham.

Og det samme kan siges om vores liv og fællesskab her i menigheden: Tør vi lade os røre af Helligånden og dermed også lade os røre og bevæge af hinanden?

 

Kom, Gud Helligånd, sæt kirken her i brand

og slå ned som lynet i det tørre land.

Nedbrænd de strukturer, der ikke mer’ gør gavn

her i vores kirke. Kom i Jesu navn.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen,

således også nu og altid

og i al evighed. Amen

 

Og jeg vil bede jer om at rejse jer op, og sammen med apostlene ønske for hinanden, at vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed, og Helligåndens fællesskab må være med os alle. Amen.

 

Spørgsmål til eftertanke

Er der nogle områder i dit liv, hvor bruset er gået af og som trænger til fornyelse? Tør du bede Helligånden om fornyelse på netop dette område?

 

 

Prædiken til 5. s.e. påske over læsningen fra Det Gamle Testamente

d. 21. maj 2017

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer:
724 (Solen stråler over vang)
588 (Herre gør mit liv til bøn)
(686 Min sjæl om du nogen tid)
658 (Når jeg er træt og trist)
321 (O kristelighed)

Tekster:
Se salmebogen fra s. 1156 (1 Mos 32,25-32 Jakobs kamp mod Gud); Jak 1,22-25 (vær ordets gørere - ikke blot dets hørere); Joh 16,23b-28 (bed om hvad som helst i Jesu navn)

Dagens tema er kamp. Vi skal høre om Jakob fra det gamle testamente, som kæmper mod Gud. Måske er der nogle ting i hans historie, som vi kan finde os selv i og lære noget af.

 

Prædiken:

Historierne om de tre patriarker i Det Gamle Testamente, Abraham, Isak og Jakob, er fascinerende i deres dramatik og bliver ofte genfortalt for børn. Når man læser dem, som de står, kan historierne ofte forekomme nøgterne og karaktererne virke lidt flade i forhold til moderne psykologiske krimier.

Men i virkeligheden er historierne stærkt underspillede, for de rummer mange eksistentielle og psykologiske lag, som man ikke altid bemærker ved første øjekast.

 

Historien om Jakob er spændende, fordi der er noget enormt menneskeligt over ham. Jakob er på mange måder lidt af en anti-helt, som Gud alligevel forandrer og bruger til noget stort.

Et kort oprids over Jakobs liv, vil vise, at han er en sammensat person, der altid komplicerer de relationer, han står i. Historien om Jakob, er bl.a. historien om en mand, som konstant er på flugt fra andre, og samtidig er han på jagt efter anerkendelse og intimitet.

Hans navn, Jakob, betyder noget i retningen af “en der holder om hælen”, og hentyder til, at han holdte om sin tvillingebror, Esaus, hæl, da de blev født. Jakob og Esau voksede op i dysfunktionelt og splittet hjem, hvor faren, Isak, favoriserede Esau, mens moren, Rebekka, forkælede Jakob. Jakob får tillusket sig både førstefødselsretten og den tilhørende velsignelse, som egentlig tilhørte Esau, og må flygte fra sin brors vrede og sin faders store sorg.

 

Jakob søger tilflugt hos sin morbror, Laban, som er en rigtig laban: Han snyder Jakob så det driver, og Jakob har efter to gange syv års hårdt arbejde et kompliceret ægteskab med to søstre, Lea og Rakel, som er jaloux og skinsyge på hinanden, for også de hungrer efter anerkendelse og kærlighed. Igen må Jakob flygte – denne gang fra sin morbror Laban, og han drager med sin store familie og sin rigdom hjem til hans fødeegn.

 

Men det er heller ikke lutter lagkage, og Jakob bliver bange, og forsøger at skjule det dyrebareste han har, sin familie, af frygt for at Esau ikke er ham venligt stemt. Han har just bragt familien i sikkerhed, da vi hører om, at han nu er alene tilbage og pludselig overfaldes af en mand midt om natten.

 

Det bliver en lang og sej kamp mellem de to. Umiddelbart fornemmer man en jævnbyrdig kamp – alligevel virker det overlegent, at den fremmede mand til sidst slår Jakobs hofte, så den går af led. Måske er det netop i dette øjeblik, at det går op for Jakob, at hans modstander er ham suverænt overlegent og af en hel anden verden end ham selv, og Jakob nøjes med at klynge sig til den fremmede, med kravet om at få dennes velsignelse.

Det går op for os som historien skrider frem, at det er Gud selv, der er den fremmede, og han giver Jakob et nyt navn og derved også en ny identitet: Israel – for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.

 

Israel bliver senere det navn, som Jakobs efterkommere tager til sig som deres kendenavn. Hvis man læser videre i Det Gamle Testamente, vil man opdage, at jødernes historie kan synes som én lang kamp mod Gud: De adlyder ikke Gud – han straffer dem – de kommer tilbage, men forlader ham på ny osv.

 

Jeg har altid tænkt på, hvorfor Gud ikke bare slog Jakob på hoften til at starte med. Hvorfor vælger han at kæmpe denne ulige kamp mod Jakob hele natten lang? Måske skyldes det, at der i kampens hede opstår en intimitet, en nærhed mellem Jakob og Gud.

Det er også bemærkelsesværdigt, at det lige er hoften, som Gud vælger at beskadige. Vi hører om Jakob, at han efterfølgende må halte pga. sin skade. Jakob, der altid havde tendens til at flygte, når han havde rodet sig ud i for store problemer, måtte pludselig erkende, at den gik ikke længere – nu måtte han blive og kæmpe.

 

Og det hænger måske sammen med den ulogiske sammenhæng, der er i begivenhederne: Jakob får tilnavnet Israel, fordi han har kæmpet med Gud og mennesker – og har sejret. Alligevel virker det som om, at det er Gud der i sidste ende besejrer Jakob ved at gøre ham halt. Måske består Jakobs sejr i, at han for en gangs skyld ikke flygter, men i stedet forbliver i kampen ved at klynge sig til Gud, hvilket resulterer i, at Gud velsigner ham. Sejren består altså i, at Jakob forbliver i kampen. Han holder ud.

 

Så vidt historien om Jakob. Men hvad med os? Er der noget i Jakobs historie som vi kan genkende eller lære noget af?

Måske kan nogle af os genkender os selv i de rodede og dysfunktionelle familierelationer, som Jakob voksede op i og som han ikke formår at gøre meget bedre selv som voksen. Måske ligner vi ham i, at vi ønsker at flygte fra det rod, vi har fået skabt ud af vores bristede håb om at blive elsket og anerkendt.

Jakobs historie er en fortælling om, at vi ikke kan flygte væk fra den smerte og længsel der er i vores hjerter efter at føle os elsket og anerkendt. Men det er en fortælling om, at vi kan få denne anerkendende kærlighed hos Gud, hvis vi som Jakob klynger os til ham og beder ham om at velsigne os.

Det betyder ikke, at vi så straks vil opleve fred og harmoni i vores familie eller vi fra samme sekund er forvandlede mennesker, der pludselig forstår os på børneopdragelse.

Det var i hvert fald ikke tilfældet med Jakob, der tværtimod kopierede sine forældres kedelige mønster til at favorisere to af sine børn til stor forbitrelse for de andre ti. Men det er som om, at der hviler en anden fred over Jakob efter at han har taget livtag med Gud og med sig selv.

 

Vi kan altså måske genfinde os selv i Jakobs rodede familieforhold.

Men måske kan vi også genkende Jakobs kamp i vores egne troskampe med Gud; at vores bøn og tryglen til Gud kan sammenlignes med en lang og sej kamp, hvor det ser ud som om, at vores vilje strides mod Guds vilje. Måske nogle af jer har haft sådanne kampe med Gud?

Sådanne kampe kan sommetider opstå, hvis der f.eks. har været alvorlig sygdom i jeres liv, som I bad om at Gud måtte helbrede, men det virkede ikke til at han ville bønhøre jeres bøn. Eller I har måske trofast bedt for en af jeres børn, som traf nogle usunde beslutninger i livet, men som alligevel endte med en destruktiv adfærd, som blev til sorg og bekymring for både dem og jer.

 

Vi kan altså måske også genfinde Jakobs kamp i vores egne troskampe mod Gud.

Og her står Jesu løfte til os i dag om, at hvis vi beder Faderen om noget i Jesu navn, vil han også give os det. Dette fantastiske løfte nærmest skriger til himmelen af selvmodsigelse i forhold til de erfaringer, som vi sommetider gør os gennem livet.

Jeg vil ikke begynde at holde et langt foredrag om, hvordan vi kommer overens med manglende bønnesvar, men i stedet vil jeg igen fremhæve jakobskampen som et eksempel og en trøst. For langt vigtigere end at finde en mening eller en forklaring på hvorfor vore bønner ikke bliver bønhørt, er det i stedet vigtigere at spørge os selv: Hvad stiller vi op, når vi som Jakob befinder os i en troskamp med Gud? Flygter vi i bitterhed og skuffelse fra Gud, fordi han virker utilregnelig eller lunefuld eller ligeglad?

Eller vælger vi som Jakob at klynge os til Gud med ordene om, at vi ikke vil slippe ham, før han har velsignet os? Også selvom vi ikke forstår ham eller hans krogede veje for os?

 

Måske er det også i de situationer, at vi kan hente trøst i en anden bibelsk fortælling om en kæmpende mand, nemlig Jesu kamp i Getsemane. For Jesus selv havde sine trosmæssige jakobskampe, da han var menneske på jorden – han kender til konflikten mellem ens egen vilje og Guds vilje. Og fordi han har været der før os, så kan vi finde tro og trøst i, at han ved hvordan vi har det i vores jakobskampe og derfor også vil være at finde, når vi kæmper mod Gud i den mørke nat…

 

Så hvis man skal summerer op, hvad fortællingen om Jakob kan lære os, kan det være noget i retningen af: Hold ud! Fortsæt kampen du som føler, at Gud ikke hører dine bønner. For det gør han! Han ønsker at velsigne dig, så at du kan blive til velsignelse for andre.

Og måske ligger der en underfundig skjult velsignelse i selve kampen – en velsignelse af en helt anden karakter, end den, som kampen kæmpes om. En velsignelse i at være i Guds nærhed – også under kamp.

 

Spørgsmål til eftertanke:

“Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!” Hvilke kampe i dit liv, har du brug for at bede netop denne bøn

« forrige  |   top  |   næste »
 

Hørup Kirke
Kirken for hele Kjellerup
Kirkebakken 10, 8620 Kjellerup

Kirkekontoret
Kirkebakken 8, 8620 Kjellerup
Mobil 2488 5352

Åbningstider
Mandag: 9-12
Onsdag: 9-12
Torsdag: 14-17
Fredag: 9-12

Kirken er åben fra 8 til 15 på hverdage, når kirkegårdenspersonale er på kirkegården. 

Powered by CMSimple Test | Template by CMSimple | Login