Du er her: Hjem > Gudstjenester > Prædiken > Anders

Anders

Prædiken til Alle Helgen søndag

d. 4. november – 2018

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer: 732; 571; 546; 837 (dagen bliver kort); 51,3-4; 787

 

Læsninger: Åb 21,1-7 og Matt 5,13-16 (verdens lys og jordens salt)

Prædiken:

Alle Helgen søndag er i sin oprindelige betydning en festdag, hvor vi i kirken fejrer og mindes de store troshelte, helgener, som gik forud for os. Personligheder som levede i en tæt relation med ham, som er livets lys og derved selv levede et lysende liv til opmuntring og inspiration for andre.

Det er især i den katolske tradition vi finder disse helgener, skønt nogle af dem, vist nok havde en lidt tvivlsom karakter, mens de levede.

Men det er som om, at disse store helgener ikke spiller helt samme rolle i vores lutherske tradition.

Måske er det også derfor, at dagen i dag i højere grad bliver en fejring af Alle Sjæles dag – altså dagen hvor vi mindes de døde – og i særlig grad mindes dem, som er gået bort i det forløbne år.

 

I begge tilfælde – hvad enten det er Alle Helgen eller Alle Sjæles dag vi i dag fejrer – er der tale om en særlig anledning til at mindes dem, som er gået forud for os, hvad enten det er de helt store berømte helgener eller blot vores egne personlige og mindre berømte helgener.

I begge tilfælde får vi lov til at mindes og huske på dem, som på en særlig måde har præget os, og som har været en slags pejlemærker for os. Og det kan godt være, at vore egne afdøde, ligesom de mere offentlige helgener, heller ikke var alt for perfekte mens de levede…

 

For mange af os er dagen i dag altså en dag til at mindes – eller måske kan vi præcisere det i ordet at ihukomme (eller ihu-komme). Dette lidt gammeldags ord at komme i hu, rummer en dybere nuance end blot at mindes noget i fortiden, som var en gang. Når man ihukommer noget eller nogen, trækker man ligesom en begivenhed eller en person frem fra fortiden og ind i nutiden. Derved bliver mindet så nærværende, at det endda kan føre til en refleksion over vores fremtid.

 

Derfor kan det også være en smertefuld proces at ihukomme en afdød, idet vi derved puster til savnets og sorgens gløder og gør fraværet af den døde uhyre nærværende. Endnu mere smertefuldt er det, hvis vi i ihukommelsen også gør alt det vanskelige og problemfyldte nærværende, som måske også klæber til mindet om den afdøde.

 

Alligevel skal der her i kirken også være plads til dette vanskelige. Måske mærker vi det i særligt grad, når vi knæler omkring nadverbordet. For symbolikken bag det halvt cirkelrunde knæfald er, at den anden halvdel af bordet rækker ind i himlen, hvor alle dem, der er gået forud for os, knæler sammen med os omkring Herrens bord. Ved Herrens bord er vi altså bænket sammen med de levende og de døde og dermed også bænket sammen med alt det glædelige, som de repræsenterede, men også det svære og tunge.

Men det er netop også i nadveren, at vi pålægges at ihukomme noget meget større end vore egne glædelige og vanskelige minder.

“Gør dette til ihukommelse af mig” siger Jesus til sine disciple – og dermed også til os. Og netop ved at ihukomme Jesus trækker vi Jesus og hans budskab om forsoning helt ind i den nutid, som omgiver os.

For i nadveren ihukommer vi Guds forsoning mod os mennesker, som Jesus bragte ved sin død og opstandelse. Og i nadveren ihukommer vi Jesu budskab om, at vi skal række forsoningens gave videre til hinanden i både fortid, nutid og fremtid.

 

For med den kristne tro på, at de døde nu er hos Gud og er omsluttet af hans kærlighed, kan vi måske gradvis nærme os en forsoning med vore afdøde. Måske bliver det først som et resultat af en lang proces med samtaler, terapi, bøn og forbøn, hvor man gradvist får gjort op med det smertefulde og får det forløst og forsonet. Og med tiden kan man med tilgivelsen in mente forhåbentlig nå frem til et punkt, hvor man faktisk bliver i stand til at også at ære den afdøde, selvom det i begyndelsen af processen er noget af det sidste, man havde forestillet sig.

 

Så selvom ihukommelsen kan medføre følelser af sorg og smerte, håber jeg, at disse følelser i forsoningens prisme kan vendes til en taknemmelighedens fred og glæde. En glæde over alt det gode, som andre mennesker har bidraget til i vores liv.

 

Og her begynder Jesu ord til i dag at finde indpas.

 

Jesus taler om at være jordes salt og verdens lys. Og han taler netop om at være det, at leve i det: “I er jordens salt… I er verdens lys”. Som om det er noget, der er lige så selvfølgeligt, som at salt ikke kan miste sin kraft, for så er det ikke salt længere, lige så lidt som man heller ikke kan skjule en lysende by på et bjerg. På samme måde bruger han også billedet med, at man heller ikke tænder et lys for derefter at gemme det væk – og slet ikke, når man tænker på at ordene er sagt i en tid, hvor elektriciteten endnu ikke var tæmmet og blevet til elpærer.

 

Udtrykket er med tiden blevet til et vores meget anvendte ordsprog: “man skal ikke sætte sit lys under en skæppe” – man skal ikke gemme sine gaver og talenter væk, men dele ud af dem og dermed være til lys, glæde og gavn for andre.

Vi kan udvide billedet til også at være en påmindelse til os om, at vi heller ikke skal sætte skæpper eller spande for hinandens lys, men derimod løfte andre op og få deres lys “frem i lyset” kan man sige.

Og måske er det lige netop den fornemmelse vi får, når vi ihukommer vore kære afdøde: Måske kunne de få os til at skinne fordi de satte vores lys i en stage, løftede os op og fik det smukke og det sande frem i os. Personer som vi i dag mindes, eller ihukommer, og som derved bliver en katalysator for vores taknemmelighed til Gud.

 

Og her tror jeg, at vi kan ane en flig af selve meningen med livet – eller i hvert fald noget, som giver livet mening: At leve sit liv på en sådan måde, at andre mennesker spontant begynder at takke Gud. At vi som enkeltpersoner og som menighed lader os gennemlyse af Jesus – Jesus som selv er verdens lys – og derved lader hans lys skinne på os, skinne i os og skinne gennem os og videre på andre.

 

Derfor er dagen i dag en dag til at ihukomme: At hente minder fra fortiden frem i nutiden og gøre dem til pejlemærker for fremtiden. En dag hvor vi tænder lys for at mindes, men også for at føde håb, ved at vi sætter vore egne og andres lys i stager, så de kan lyse op i mørket og blive andre til glæde og til lov og tak og evig ære, til dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen



Prædiken til  21. s.e. trinitatis d. 21. oktober – 2018

Anders Bo Engrob Jørgensen

 

Salmer: 754 Se nu stiger solen; 522 Nåden er din dagligdag; 308 Helligånd, vor sorg du slukke; 419 O Gud hør VOR bøn; 36 Befal du dine veje; 754 vers 6: Lad mig nu kun drage; 373 Herre jeg vil gerne tjene

 

Tekster: Se salmebogen s. 1282

Prædiken:

Der går ikke røg uden en brand. Gør der? For alting har vel en årsag?

Jeg sparker til en bold – bolden flyver gennem luften. Jeg snakker grimt til dig – du får måske en dårlig dag eller snakker grimt tilbage til mig. Eller jeg vælger at snakke pænt til dig – du får måske en god dag og snakker pænt tilbage til mig. Input er ofte lig med output – på godt og ondt.

Det er ikke så sært, at man i hinduismen opererer med begrebet karma, som siger, at du høster det, du sår. For det er en almenmenneskelig grunderfaring af, at sådan er verden bare indrettet. Selv i Bibelen kan vi finde eksempler på, at denne lov gælder.

 

Vi kender det i hvert fald fra sundhedssektoren i den negative udgave: Ryger du tilpas mange smøger eller drikker for meget alkohol, så giver du sandsynligvis også din død en årsag.

For nej: der går ikke røg uden en brand.

 

Eller hvad? For mon ikke vi alle har oplevet hvordan ulykker, livstruende sygdomme og pludselige dødsfald rammer tilfældigt og uden årsag? At selv kernesunde og gode mennesker dør en alt for pludselig og alt for meningsløs død?

 

Jo, sommetider går der røg uden at der er en brand! Det lyder og er ulogisk og kan derfor ryste vores verdensbillede hver gang det sker. For vi mennesker er meningssøgende væsner, der uvilkårligt tænker i årsag-virkning sammenhæng.

 

Og det er disse spørgsmål, som disciplene i dagens tekst går og tumler med: De har hørt om den flok jødiske mænd, som fik en ganske brutal og vanærende død, idet Pilatus gennemførte en massakre mod dem og blandede deres blod med offerdyr. En mere vanærende død for en jøde kan næppe tænkes. Hvorfor? Var disse mænd måske selv uden om det, fordi de var store syndere? Eller fordi deres fædre havde været det?

I vores ører lyder det urimeligt at tænke sådan, men for datidens jøder var det et gyldigt ræsonnement. Tag f.eks. blot forklaringen til det første af de ti bud. Her siger Gud nemlig

Jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled. (2 Mos 20,5-6)

 

Tak for kaffe! Det er dog værd at bemærke at belønningen for at elske Gud er langt, langt større end straffen for at hade Gud.

 

I kontrast hertil står profeten Ezekiel og skærer ud i pap, at enhver må stå til ansvar for sin egen synd og at Gud således ikke straffer en søn for sin fars overtrædelser. Men for en jøde i det 1. århundrede anså man alligevel, at en hård skæbne var et resultat af din egen synd eller måske dine forældres synd.

 

Denne årsagssammenhæng afviser Jesus dog. At de dræbte galilæere døde en ydmygende død pga. en mands brutalitet eller at de 18 mennesker i Siloa døde en tragisk død pga. byggesjusk skal ikke lægges de dræbte til last. “Shit happens” kan man næsten høre Jesus sige mellem linjerne, selvom han nok ville formulere det en lidt pænere måde…

 

Her kunne det egentlig være meget rart, hvis Jesus havde givet en længere redegørelse for, hvordan verdens gang er indrettet og hvordan Guds almagt og Guds formodede godhed hænger sammen med den meningsløshed af ondskab, som vi oplever i vores liv.

Men det gør han desværre ikke. Måske fordi, der er noget, som er endnu vigtige at sige.

 

Og hvad siger han så, nu hvor han har sine tilhøreres fulde opmærksomhed: Omvend jer! siger han. To gange endda. Omvend jer!

 

Og for at underbygge hvad han mener med det, fortæller han lignelsen om figentræet, der ikke bærer frugt og derfor trues med at blive hugget om. Heldigvis for figentræet er der en godtroende gartner, som gerne vil grave omkring træet og gøde det. For som gartneren siger: Måske giver det så figner næste år.

Og dette lille “måske” er figentræets – og vores – redning! For i dette “måske” er nåden gemt.

 

Og nåden er det livgivende vand, som kan slukke enhver karmabrand. For hvor karma siger: “Som du sår vil du høste”, der vil nåden sige: “Du får lov at høste, selvom du ikke har sået.” Nåden er så at sige det eneste, der kan bryde denne verdens årsag-virkning sammenhæng.

 

Tag nu f.eks. hele den årsag-virkning sammenhæng, som vi kalder for den sociale arv. Den sociale arv fortæller mig, at jeg er et produkt af de beslutninger, som mine forældre og andre tidligere generationer, har truffet i deres liv. På godt og ondt. Hvor der mest er tale om knap så gode beslutninger er der tale om negativ social arv.

 

På den måde vidner den sociale arv om, at den skyld, som jeg hober op i mit liv, kan få konsekvenser for mine børn og deres børn. Og spørgsmålet er, om det ikke også er denne elementære psykologiske virkelighed, som Gud i virkeligheden beskriver, når har siger, at fædres skyld lægges på deres børn og børnebørn. For vore handlinger har konsekvenser! Også for andre. Det er også det vi begynder at ane toppen af isbjerget af i forhold til de klimatiske forandringer, som vi for tiden er vidne til…

 

Men den sociale arv er heller ikke en uundgåelig skæbne. De gange hvor en negativ social arv brydes af en såkaldt mønsterbryder, skyldes det ofte, at der har været en såkaldt “betydningsfuld anden” person på et tidspunkt i barnets liv. Det kan være en empatisk, omsorgsfuld, forstående og lyttende lærer, pædagog, fodboldtræner eller nabo, som kunne give barnet et andet spejlbillede af hvem han eller hun kunne vokse op og blive til end det billede, som barnets forældre kunne give.

 

Den betydningsfulde anden… – det kan i princippet være hvem som helst af os! Mon ikke vi alle kender nogle, som ikke har fået de bedste betingelser for et frit og blomstrende liv med hjemmefra? Her kan vi måske få lov til at stå som et modbillede, der som den gode gartner i lignelsen giver et barn endnu en chance til og giver det en tro på at livet ikke behøver at blive dikteret af omstændighederne.

 

Men vi er alle produkter af en social arv – på godt og ondt. Og for os alle gælder det, at vi har muligheden for at blive bedre udgaver af os selv, hvilket kræver denne “betydningsfulde anden”, som tror på os, som giver os en ekstra chance, som holder af os, også når vi ikke holder af os selv og som kan holde et spejlbillede op for os, som viser, at vi er elskede og værdifulde i hans øjne uagtet hvad andre mener om os.

 

Og hvis I spørger mig, vil jeg pege på Jesus, som den ulttra betydningsfulde anden, som vil give os liv, ja liv i overflod! Som kan give os mod og håb til at holde ud – også når vi rammes af modgang og tilfældig meningsløshed.

 

Og vejen til denne ultra betydningsfulde anden, som er Jesus, går gennem omvendelse.

At “omvende sig” betyder i ordets egentligste forstand en mere eller mindre drastisk omlægning af hele ens liv, ens tankemåde og livsførelse. Kort og godt: At omvende sig er at indtage et nyt sindelag, en ny måde at anskue og prioritere tingene på – alt sammen set gennem Guds øjne.

Det kan virke overvældende og besværligt og måske temmelig ubehageligt. Men måske er omvendelsen den eneste farbare vej i et område med miner.

 

Går der røg uden en brand?

Nej, for vores handlinger har konsekvenser. Men fortvivl ikke: For Guds nåde er større end konsekvenserne af vore fejl og dårlige prioriteringer af vores liv.

 

Og ja, sommetider går der røg uden en brand. Shit happens. Men fortvivl ikke: For det at følge Jesus kan give os en indre fred, som kan trumfe fortvivlelsen over den meningsløse og tilfældige ondskab, som møder os i livet

 

Spørgsmål til overvejelse ifb. med stillemusik

Omvend jer! siger Jesus. Hvordan hører du de ord? Som en løftet pegefinger? Eller som en invitation til at gå en anden og måske bedre vej i dit liv?

 

« forrige  |   top  |   næste »
 

Hørup Kirke
Kirken for hele Kjellerup
Kirkebakken 10, 8620 Kjellerup

Kirkekontoret
Kirkebakken 8, 8620 Kjellerup
Mobil 2488 5352
Åbningstider
Mandag: 9-12
Onsdag: 9-12
Torsdag: 14-17
Fredag: 9-12

Kirken er åben mandag til fredag mellem kl. 8.00 og 15.00. Dog ikke ved kirkelige handlinger.Dette er gældende frem til d.1.december 2018.


Powered by CMSimple Test | Template by CMSimple | Login